Pet Shop Boys

Selv om Pet Shop Boys ikke kan anklages for at lave endimensionel døgnfluepop, så er det alligevel noget af en musikalsk udflugt, Neil Tennant og Chris Low her drager ud på. For på opfodring fra balletdanseren Ivan Putrov bevæger den engelske duo sig ind i noget af et populærkulturelt krydsfelt, hvor popsnedkerne har laver musik til en ballet baseret på H.C. Andersens-eventyret ‘Det utroligste’ (på engelsk: ‘The Most Incredible Thing’).

Resultatet er 21 numre fordelt på tre akter og to cd’er, og på den gavmilde spilletid ruller Pet Shop Boys det store arsenal af stemningsforstærkere frem. Man rives godt rundt i en rutsjebane, hvor tyste klavertoner og florlette strygerstrejf går over i episke soundscapes, der uden problemer ville kunne adopteres i Hollywoods mest svulstige dramaer, for at ende op i sitrende crescendoer, hvor horn, blæsere og strygere konkurrerer om at række længst op mod himlen. Makkerparret har heller ikke glemt deres rødder, og selv den instrumentale musik i sagens natur mangler vers og omkvæd, så banker electropoppens puls som en diskret rød tråd i flere af numrene.

‘The Most Incredible Thing’ er pletfrit orkesteret med perfektionist sans for detaljen. Men noget mesterværk er det ikke i sig selv, dertil er manglen visuel stimulans simpelthen for stor.

Pet Shop Boys. 'The Most Incredible Thing'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af