De mest spændende danske film, du skal streame på CPH:DOX

De mest spændende danske film, du skal streame på CPH:DOX
'Lever Elsker Savner'.

’Lever Elsker Savner’

Sine Skibsholt slog igennem med den tragiske kærlighedshistorie ’Dem vi var’, der fulgte et pars kamp, efter manden havde fået en svær hjerneskade. Nu er hun tilbage med en film om tilsvarende barskt stof, behandlet med et nænsomt og bevægende touch.

’Lever Elsker Savner’ handler om den unge Rosemarie, der får konstateret kræft, og selvom lægerne afgiver løfter om, at hun bliver rask, påvirker det selvsagt hendes liv i enorm grad. Særligt forholdet til hendes mor kommer på en alvorlig prøve. En rørende og rå coming-of-age-film.

Lasse Eckstrøm Jensen i ‘Show Dancer’.

’Show Dancer’

Lasse har været popstjerne og showdanser og har festet til den lyse morgen i kokainrusens skær. Men nu har hans liv udviklet sig til en rutsjebanetur af dans, stoffer og fængselsophold, og instruktør Laurits Flensted-Jensen er med hele vejen, som Lasse prøver at genvinde kontrollen over sit liv.

Den filmskoleuddannede Flensted-Jensen debuterede sidste år med spillefilmen ’Usynligt hjerte’, men bevæger sig sømløst mellem virkelighed og fiktion, og nu er han altså klar med en tidsaktuel film fra de skinbarlige realiteter.

‘Little Girl’.

’Little Girl’

Sasha elsker farverige kjoler og ballet – men er på papiret en dreng. I den dansk-franske ’Little Girl’ følger den franske instruktør Sébastian Lifschitz Sasha og hendes forældres kamp for, at deres barn kan være den person, hun altid har følt sig som.

Filmen har potentiale til at blive en øjeblikkelig klassiker inden for historier om transkønnede, men er også ud fra alle andre kriterier dybt bevægende.

‘Love Child’

’Love Child – en familie på flugt’

En af dansk films mest respekterede dokumentarister, Eva Mulvad (‘The Good Life’, ‘A Modern Man’), er tilbage med en film, der tager fat på en af tidens store tematikker, flygtningekrisen, men med en særligt intim vinkel.

‘Love Child’ følger det iranske par Leila og Sahand, der har en lille søn og er lykkelige sammen, men har det store problem, at de begge er gift væk til anden side. De må derfor flygte fra det repressive styre i deres hjemland, og Mulvad følger familien gennem seks år, mens de forsøger at blive anerkendt som familie og samtidig stå igennem en tilværelse på flugt.

‘I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’.

’I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’

Eva Marie Rødbro fik et stort gennembrud med DR3-hittet ‘Prinsesser fra blokken’, som hun nu følger op med et andet empatisk underklasseportræt i form af en familie på 11 i en forstad præget af fattigdom og stofmisbrug i Colorado. Rødbro har kendt moren Betty i en årrække og beskriver uden filter, men også poetisk den barske hverdag og især, hvordan den opleves fra børnenes perspektiv.

‘Kampen om Grønland’.

‘Kampen om Grønland’

Identitetskamp har fyldt meget i debatten de seneste år, men som dansker er det måske ikke så tit, man tænker over, hvordan Danmark for mange grønlændere er et overherredømme, der er med til at undertrykke deres identitet og stolthed.

I Kenneth Sorentos øjenåbnende ‘Kampen om Grønland’ følger man fire grønlandske unge, der alle har stærke holdninger til landets afhængighed af Danmark – på begge sider. Heriblandt en ung rapper, der smeder rim om de grønlandske unges fortabelse, der fører til rekordmange selvmord. Det gør stort indtryk.

’En splittet familie’

Mira Jargil har hidtil været kendt for sine stærke lokale fortællinger med ‘Den tid vi har’ og ‘Drømmen om en familie’, men nu vender hun blikket ud i verden, om end det også fører hende tilbage til dansk grund.

Hendes nye film følger ægteparret Rana og Muhkles, der må flygte fra borgerkrigen i Syrien, men strander i hver deres ende af verden. Hun kommer til Assens i Danmark, mens han kommer til Canada, og deres to små sønner sidder fast i Tyrkiet. Alle mærker de det rigide bureaukrati i ubærlig grad. Vil familien nogensinde forenes?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af