’Noughts + Crosses’: Sorte undertrykker hvide i tankevækkende HBO Nordic-aktuel serie
Malorie Blackmans roste, afrofuturistiske ungdomsroman ’Noughts + Crosses’ forestiller sig en verden, som minder om det 21. århundrede, vi kender, men afviger på et centralt punkt:
I stedet for at europæerne i historiens løb har koloniseret det meste af verden, er det her imperiet Aprika, svarende til det afrikanske kontinent, der for længe siden indtog Europa. Folket fra Aprika, kaldet crosses, er den dominerende race, mens den hvide europæer, kaldet noughts eller det nedsættende ord »blanker«, lever på bunden af samfundet undertrykt, diskriminerede og fattige.
Engang var noughtsene slaver, men nu lever de formelt frit i et meget ufrit samfund. En række love, der minder en del om de amerikanske Jim Crow-love, deler befolkningen op i noughts og crosses og giver systematisk den hvide, dominerede race dårligere kort på hånden. Samtidig er den mere subtile racisme også hele tiden til stede og afspejler mange af de raceproblematikker, vi stadig diskuterer i dag. Bare med rollerne byttet om.
Nu er romanen altså blevet til en serie, produceret af blandt andre Jay-Z og med Stormzy (som har kaldt Blackmans bog for sin »favorite book of all time«) på rollelisten. Vi er i landet Albion – seriens svar på England – hvor vi følger den umulige og ulovlige kærlighed mellem Callum, en nought, og Sephy, en cross, midt i en ulmende social uro. Deres familier er forbundet, fordi Callums mor arbejder som hushjælp for Sephys familie. De er rige og, takket være faren Kamals arbejde som indenrigsminister, yderst magtfulde, mens Callums familie bor i et ghettolignende kvarter i udkanten af byen.
Startskuddet for fortællingen lyder, da nougthen David ender i koma på hospitalet efter et møde med politiet – en politivoldstragedie, der klinger velkendt. Det fører til radikaliseringen af Callums bror, Jude, som er frustreret over fremtidsudsigterne for en nought. Han melder sig ind i befrielsesmilitsen, hvis leder udnytter situationen og ikke bruger fredelige midler i kampen mod magten. Men det samme kan siges om Kamals kamp for magten. Han vil gøre alt, hvad han kan for at stoppe den progressive premierministers forsøg på at nærme sig et samfund, der er en smule mere lige.
Midt i den tiltagende uro forsøger Callum at gøre karriere inden for militæret, men som én af de eneste noughts undermineres han gang på gang af sine cross-medsoldater. Alt imens Sephy begynder at få øjnene op for landets uretfærdigheder og begynder at få svært ved at leve op til det, hendes far gerne vil have, hun skal være.
Den måde ’Noughts + Crosses’ viser, hvordan et samfund med aprikansk overlegenhed ser ud, er ekstremt elegant. Det er detaljer, som at plastre er mørke i stedet for blege, de afrikansklydende ord, der flettes ind i sproget, og at farverigt og mønstret tøj, frem for ensfarvet, er standarden. Selvom det ikke burde være det, er det ret radikalt at tænke sig, at Afrika skulle danne base for hele den vestlige verdens kultur frem for systematisk at blive ignoreret og ubetydeliggjort.
Der er flere stærke, skarpe scener, hvor serien tematiserer racisme. Som da Sephy, som ellers langsomt begynder at forstå, at det ikke er en selvfølge, at nogen har bedre muligheder end andre, ikke kan stoppe sig selv i at kalde Callums venner »blankers«. Eller da en nought skal forsvare sig i retten, hvor dommeren og juryen kun består af crosses.
Kærligheds- og familiedramaet står ikke helt lige så skarpt. Banale misforståelser bruges lidt for ofte til at drive konflikter frem, og replikker som »sandheden har en pris« lyder påtvungent mystiske og alvorlige i en serie, hvor mange af scenerne i forvejen består af alvorlige samtaler med alvorlige miner rundt om et bord.
Det resulterer i nogle lidt fodslæbende, ensformige afsnit midtvejs og en slutning, der virker til at forsøge at kompensere for det langsomme tempo.
Kort sagt:
’Noughts + Crosses’ vender verden, som vi kender den, på hovedet og viser os, hvordan den ser ud, når hvide europæere er de underlegne noughts og det afrikanske imperium Aprika de magtfulde crosses. Det er interessant, underholdende og tankevækkende langt hen ad vejen.
Anmeldt på baggrund af hele serien.