Ligesom resten af verden er Billie Eilish i hjemmekarantæne grundet corona. Og selvom hun savner sin hverdag, nyder den 18-årige popstjerne også den første egentlige pause, hun har haft fra showbiz, siden hun var 12.
Det fortæller Eilish i en podcast fra Telekom Electronic Beats, der vender lockdown-situationen med musikeren. Eilish fortæller blandt andet, at hun bruger tiden til at opdrage to hundehvalpe, mens hun også nyder at være alene.
»Jeg føler, at alle på nettet snakker om, hvordan de er på FaceTime hele dagen med deres venner. Jeg elsker mine venner, men jeg har det fint med at være alene. Jeg har ikke haft så meget fri, siden jeg var 12«.
Der bliver talt om løst og fast, stort og småt i den knap 30 minutter lange podcast. Eilish fortæller blandt andet, hvad hun tror, vi alle vil lære af karantænen, hvordan hun ser sin fremtid og sit største ønske:
»Jeg synes, at dyr skal behandles bedre. Jeg ville ønske, at folk ikke spiste dem. Jeg ville ønske, at folk bruger mindre plastik. Der er en million ting, jeg ville ønske, jeg kunne ændre i verden«.
Popstjernen afslører også, at det bedste råd, hun nogensinde har fået, kom fra ingen ringere end Jared Leto:
»Jared Leto fortalte mig, at ‘nej’ er det mest magtfulde ord, man kan sige. Min bror og jeg har brugt det igennem årene, også selvom vi har sagt nej til meget indbringende muligheder«.
Hør den fulde podcast herunder.