Jens Lekman

Han har ladet vente længe på sig, den evigromantiske svenske charmetrold Jens Lekman. Det er fire år siden, han sidst gav lyd fra sig, men nu er den sympatiske sangskriver klar med denne lille appetitvækker, som skal stille den værste sult hos svenskerens fans, imens vi fortsat må vente på hans næste fuldlængde.

Netop appetitvækker fungerer den fem numre lange ep ganske fremragende som, da samtlige numre er fine eksempler på, at popmusik stadig kan have masser af vid og bid. I hænderne på Lekman bliver den både humoristisk, legende, sørgmodig, kåd og frem for alt superfængende.

Lyt bare til det funkflabede og vuggende titelnummer, hvor Jens fornøjeligt beretter om de småfjollede skænderier, han så ofte har med sig selv, eller ’A Promise’ som virker flirtende med sine små nik til sydamerikansk musikkultur. Det er ligeledes en stor fornøjelse at lægge ører til svenskerens kærlighedserklæring til Kirsten Dunst i ’Waiting for Kirsten’, hvori hovedpersonen forgæves forsøger at komme i kontakt med den amerikanske skuespillerinde, mens hun opholder sig i Gøteborg. Her smyger smukke strygere sig sirligt omkring den simple mandolinmelodi, inden de kulminerer i et mere svulstigt omkvæd.

Disse sange er stjerneeksempler på Lekmans fabelagtige evner som både tekstforfatter og komponist. De gode takter fortsætter forholdsvis usvækket ep’en igennem, så man aldrig rigtigt når at kede sig. I stedet efterlades man med smag efter mere, da det Lekman’ske univers fortsat er særdeles vanedannende at befinde sig i.

Jens Lekman. 'An Argument With Myself'. Album. Secretly Canadian.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af