Boys Noize
Ed Banger Records, hvorfra de verdensberømmede Justice nedstammer, har gennem de seneste år været førende på electroscenen, der gerne trækker spor til indie- og punkscenens hårdtslående udtryk. Moderigtig musik for mange af de, der engang hyldede rocken og indie-genrens helte, men som nu har kastet deres kærlighed over den elektroniske musik. Tyske Alexander Ridha alias Boys Noize er hverken franskmand eller udgiver på Ed Banger Records, men han går unægtelig i selv samme fodspor.
Det er ikke kun Justice, der agerer inspirationskilde, for alle midler og ikke mindst effekter tages i brug, når forbillederne fra den franske house-bølge, Daft Punk, gås i bedene. Forvredne guitarriffs, skærende synthesizer toner, robotstemmer og et gennemgående metallisk lydbillede er hovedingredienserne, når Boys Noize fyrer op for en fremadstormende omgang electro-tech med afstikkere til mere rockede og ravede universer.
Med hovedet lidt for dybt begravet i den elektroniske maskinpark synes tyske Alexander Ridha at være dybt forelsket i hårde metalliske beats og toner, der i længden irriterer og støjer mere end de behager. ‘Oi Oi Oi’ er dog ikke skudt helt ved siden af, og enkelte af pladens numre vil med garanti kunne sætte ild til et utal af dansegulve. Efter at være blevet rykket godt og grundigt igennem på albummets 13 skæringer opstår en vis træthed. Debutalbummet i sin helhed mangler en god portion alsidighed, og det ender med at blive en kende for meget ‘noize’ for øregangen.