Aaron Sorkin har længe teaset, at han har leget med idéen om en opfølger til sin Oscar-vindende Facebook-film ’The Social Network’ fra 2010. I et nyt afsnit af MTV-podcasten ’Happy Sad Confused’ fortæller den prisvindende manuskriptforfatter, at han sågar er klar til at gå i gang på én betingelse: David Fincher – der instruerede originalen – skal indvillige i at instruere filmen.
»Folk har talt med mig om det grundet det, vi har opdaget, der er skyggesiden af Facebook,« fortæller Sorkin i podcasten. »Vil jeg skrive den film? Ja, det vil jeg. Jeg vil kun skrive den, hvis David (Fincher, red.) instruerer den. Hvis Billy Wilder kom tilbage fra graven og sagde, han ville instruere den, ville jeg sige, jeg kun ville gøre det med David«.
På de ti år, der er gået, siden originalfilmen kom frem, er der da også mildest talt sket en udvikling i Facebook-mediet, der er gået fra at være en menneskelig online-billedbog til et decideret værktøj til manipulation af den enkelte bruger, som det blandt andet helt aktuelt belyses i Netflix-dokumentarfilmen ’The Social Dilemma’. Sorkin har med andre ord rigeligt med skyggesider at belyse.
I næste uge kan Sorkins manuskriptforfatter-skills opleves i Netflix-filmen ’The Trial of the Chicago 7’, der får premiere den 16. oktober. David Fincher er ligeledes på trapperne med en Netflix-premiere i form af filmen ’Mank’, der lander den 4. december – og om denne film lyder det fra Sorkin: »It’s so freaking good«.