’Kadaver’: Norges første Netflix-film passer til ethvert Halloween-maraton
»Det er næsten for godt til at være sandt«, siger en af gæsterne til aftenens ekstravagante forestilling på det lokale hotel.
En atomkatastrofe (måske/måske ikke krig) har hensat Norge til et arketypisk post-apokalyptisk landskab, med døde børn i gaderne og det hele.
Parret Leonora (Gitte Witt) og Jacob (Thomas Gullestad) forsøger at overleve sammen med deres lille datter Alice (Tuva Olivia Remman).
Det bliver der dog vendt op og ned på, da en gøgleragtig mand dukker op nede midt på gaden og indbyder alle, der har lyst, til en aften med mad og teater hos den mystiske Mathias (Thorbjørn Harr).
Indenfor i det luksuriøse hotel, på toppen af fjeldet, viger den triste virkelighed bort til fordel for indbydende røde gulvtæpper og hængegardiner og fint opdækkede borde, klar til at fodre de sultne mennesker.
Og det overdådige måltid lever i den grad op til forventningerne hos den tidligere skuespiller og hendes mand og barn.
Så ja, det er næsten for godt til at være sandt – og det er måske også.
Underholdningen består af en slags totalteater, hvor gæsterne skal tage gyldne masker, mens alle uden er skuespillere. For at fuldende Kubrick-stemningen bevæger folk sig rundt på hotellet, hvor man i værelserne kan se så forskellige ting som ægtepar, der skændes, en tjener med nervesammenbrud og, i det mest populære rum, to personer som har sex.
Men hvad er Mathias dagsorden, for absolut ingen kan være så god i en verden, hvor næsten alle uden for hotellet er underlagt hungersnød-lignende tilstande.
Da Alice og de andre gæster forsvinder, kommer en meget desperat mor og far, der skal finkæmme hver en centimeter af den enorme bygning. At den er fyldt med creepy malerier skruer den bizarre stemning det sidste stykke op.
At nordmændene kan noget med horror, fik vi senest et eksempel på tidligere i år med den underholdende gyserantologiserie ’Bloodride’, og bølgen fortsætter her med ’Kadaver’.
Instruktør og manuskriptforfatter Jarand Herdal står bag den første norske Netflix-original-film, baseret på hans egen kortfilm. Eller rettere sagt: Baseret på den pilot han lavede for at få finansieret filmen, og som der efterfølgende har været kontroverser omkring.
Producent på kortfilmen Anniken Aalbu, som hævder at have postet penge i projektet og være reel ejer af konceptet, er utilfreds med ikke at være blevet involveret eller tilstrækkeligt kompenseret af Herdal og filmens producenter.
Uanfægtet af skænderierne i kulissen er resultatet en ferm lille horrorsnack, der fungerer perfekt til et hvilken som helst gysermaraton i optakten til Halloween.
»Og nu, mine damer og herrer, vil jeg minde jer om, at alt, der sker i aften, er iscenesat. Alt er en del af teatret. Alt«, forklarer den diabolske leder af etablissementet. Desværre virker den del af gimmicken ikke synderligt overbevisende, og det potentielle mindfuck-element ryger ud med indholdet af blodspanden.
Stærkest står den ligefremme fortælling om en mor, der leder efter sit barn og langsomt afdækker hotellets modbydelige hemmeligheder og finder ud af, hvem hun kan stole på.
Gitte Witt får det maksimale ud af sin standard mor-der-vil-gøre-alt-for-at-beskytte-sit-barn-karakter. Panikken står flere gange malet i ansigtet på hende, men ender også med den slags beslutsomhed, der kendetegner hovedpersonerne i genren.
Det er vellavet og lige efter bogen. Er det forudsigeligt? Ja, men ’Kadaver’ er tilstrækkelig blodindsmurt og lækker at se på, til at man alligevel sidder veltilfreds tilbage i sofaen med gysersulten stillet.
Kort sagt:
Jarand Herdal har med ’Kadaver’ givet Norge en god filmstart på Neflix med en ferm lille gyser, der passer perfekt til en Halloween-maraton.