Ralph Myerz & The Jack Herren Band

Ralph Myerz & The Jack Herren Band er tre gale nordmænd med forkærlighed for musik med højt tempo og et solidt groove. Og det er tre gale nordmænd, der utallige gange er blevet rost for deres liveoptræden, men lad det være sagt med det samme – dette udspil står desværre ikke helt til måls med deres formåen på scenen. Den fest de tydeligvis gerne vil levere, forbliver en halvkedelig fest, hvor der aldrig rigtig kommer gang i løjerne.

Flere gange går de i fodsporene på deres forrige udgivelser ‘A Special Album’ fra 2003 og ‘Your New Best Friends’ fra 2005, hvor udtrykket var mere elektronisk og instrumentalt funderet. Det kunne dengang tendere det ensformige, men der var trods alt en mere klar linie at forholde sig til. Nu bliver det for megen genreblanding og for lidt fokus på, hvad det egentlig er, man vil. Her blandes den skærende guitar med elektronikkens funky rytmer, og man forestiller sig, at de har villet bevare deres tidligere lyd, men samtidig ikke har kunnet skjule deres forkærlighed for en mere rocket attitude.

På tredje skæring ‘Don’t Play Rock’ lyder omkvædet »Rock’n’roll all night long, the band is playing my favourite song« – hvilket muligvis skal ses som en ironisk distance til rockmusikken, men ikke desto mindre forekommer det så banalt, at man som lytter hellere havde været foruden. Bedst gør de det på ‘Hello Cleveland’, hvor de giver smagsprøver på tidligere tiders formåen, og som samtidig er et eksempel på, hvorledes elektronikkens rytmer og mange detaljer sagtens kan forenes med guitar og trommer.

Det forekommer, at de tre nordmænd har været lidt for fokuseret på tidens trend og derfor har kastet sig ud i en omgang electro-punk-rock, hvor man ikke rigtig har kunnet finde sit egentlige ståsted.

Ralph Myerz & The Jack Herren Band. 'Sharp Knives & Loaded Guns'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af