Metallica

Det er interessant, at selvom dvd’en er ved at nå pensionsalderen, så har musikbranchen aldrig rigtigt formået at få skovlen under mediet. Størstedelen af hvad der bliver sendt på gaden af musik-dvd’er er stadig en ret tynd og triviel kop the. Og Metallicas seneste dvd-påhit, en komplet samling af alle bandets 21 videoer, vil bestemt ikke gå over i historien som udgivelsen, der ændrede det faktum.

Det største problem er, at Metallica først startede med at lave musikvideoer til deres fjerde album, ‘And Justice for All’, og derfor mangler dvd’en den tidlige del af bandets musikalske historie, der nok stadig står som den største.
Til gengæld flyder det med videoer fra Metallicas musikalsk mest svingende periode, fra ‘Load’ og frem til det seneste album, ‘St. Anger’, og selvom det er ganske morsomt at følge Metallica gennem deres identitetsforvirrede midtlivskrise, så er hverken video eller musik fra den periode interessant nok til for alvor at holde ens interesse fanget.

‘The Videos 1989-2004’ indeholder dog stadig et par klassikere: Den rå og dystre video til ‘One’ indvarslede i en tid med ‘hair-metal’-dominans en ny epoke på MTV, ‘The Unforgiven’ fænger stadig med sit surreelle, episke univers og smukke, sort-hvide nuancer, og ‘Nothing Else Matters’ står med sin intelligente brug af arkivmateriale som et reelt mesterværk i klipning og redigering.

Dvd’en kunne have været reddet med lidt lækkert ekstramateriale som for eksempel et par kommentarspor. Men det eneste man får er alternative versioner af ‘One’ og ‘The Unforgiven’ og så en trailer for Metallica-dokumentaren ‘Some Kind of Monster’ – en film, som jeg varmt kan anbefale i forhold til ‘The Videos 1989-2004’, der vil komme til at stå som en af de senere års mange fodnoter i Metallicas udgivelses-historie.

Metallica. 'The Videos 1989-2004'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af