Nelly Furtado

Den canadisk fødte Nelly Furtado, med portugisisk/azoreriske rødder, har fanget sit publikum med en uprætentiøs og lettere fandenivoldsk attitude, der både gælder hende selv og tilgangen til genrer, som hun har blandet efter forgodtbefindende. Med fødderne vel plantet i ultra feminin grund, har hun udtrykt maskulin muskelstyrke gennem hiphop, triphop, soul og diverse latinamerikanske indflydelser, og dette, hendes tredje album, er ingen undtagelse. Dermed ikke sagt at der ingen udvikling er sket, for med ‘Loose’ åbnes sluserne for en langt mere tung og beskidt lyd, der hurtigt vil finde vej til natklubbernes mørke.

I sin søgen efter den mest progressive og bombastiske lyd, har Nelly Furtado powershoppet absolut high-end producere og samarbejdspartnere. Hun kan således præsentere Timbaland som overordnet producer og kollaborationer med blandt andre Pharrell og Coldplays Chris Martin, samt gæsteoptrædener af Lil’ Wayne, Attitude og Juanes. Resultatet er et højkoncentreret, no-bullshit partyalbum, båret af tonstunge, innovative beats og med et helt igennem fysisk omdrejningspunkt. I både musik og tekst opfordres til betingelsesløs overgivelse, og der gives kun få, egentlig unødvendige, chancer for at få pusten.

Den syndefri udstråling er erstattet af lyst, i alle ordets bedste betydninger; til kødet, musikken og tilværelsens mere mystiske afkroge. Mørk, drivende seksualitet introduceres i det øjeblik, det forrygende første nummer ‘Afraid’ letter i samspil med Attitude, og fortsætter ufortrødent med de passende betitlede ‘Maneater’ og ‘Promiscuous’. Og det bliver ved! Det er hovedsagligt de percussion-intensive arrangementer, Timbalands signatur, der lægger stemningen, og via reggaeton, hiphop og bossarytmer bliver den så fortættet, at albummets tre ballader ikke rigtigt finder plads i sammenhængen. Der er kun plads til fest, og det er en forrygende een af slagsen!

Nelly Furtado. 'Loose'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af