’Kajillionaire’: Amerikansk indiedarling har lavet sin hidtil bedste film
Multikunstneren Miranda July er en af amerikansk indiefilms herligt krøllede hjerner, som vi filmelskere ’desværre’ må dele med boglæsere og diverse kunstforbrugere.
‘Kajillionaire’, der havde premiere på Sundance Film Festival i 2020 og nu endelig kan streames herhjemme, er således hendes kun tredje spillefilm efter ‘You and Me and Everyone We Know’ fra 2005 og ‘The Future’ fra 2011. Til gengæld er den hendes hidtil bedste: En nænsom, surrealistisk, original og rørende blanding af mørk deadpan-komedie, coming of age-historie og kupfilm, der leder tankerne hen på Charlie Kaufman og Wes Anderson, men er helt sin egen.
‘Kajillionaire’ følger en småsvindlerfamilie bestående af forældrene Theresa (Debra Winger) og Robert (Richard Jenkins) og deres 26-årige datter, Old Dolio (Evan Rachel Wood), hvis besynderlige navn man bør se filmen for at få forklaringen på. Som en mareridtsagtig version af ‘Captain Fantastic’ eller ‘Leave No Trace’ har forældrene fravalgt samfundets hamsterhjul. Men i stedet for at leve i pagt med naturen bor de i en nedlagt kontorbygning i L.A., hvor de sover i hver deres bås og hver dag klokken 16.15 skal tørre lyserøde sæbebobler op, der trænger gennem væggen fra det tilstødende vaskeri. Og at svindle sig til huslejen til selv de pauvre forhold lader til at være mere krævende end et fuldtidsarbejde.
Theresa og Robert er ret beset psykopater, der har opdraget deres datter i et kærlighedsløst transaktionsforhold, hvor de deler alt i »tre lige dele«, men lader datteren gøre størstedelen af det beskidte arbejde. Et af deres tricks er at leje en postboks og lade Old Dolio, der har en imponerende elastisk krop, række hånden ind i naboboksen og stjæle indholdet, som de enten sælger eller returnerer til ejeren i håb om en findeløn.
Da familien virkelig er på spanden med huslejen, begiver de sig ud i et større svindelnummer og flyver med vundne flybilletter til New York for at ’miste’ en kuffert og indkassere forsikringen. På flyet møder de en ung snakkesalig kvinde, Melanie (Gina Rodriguez), som gerne vil være med i det, hun tror er en glamourøs ‘Oceans 11’-bande og har en idé til en fidus.
Filmen handler dog ikke så meget om kuppene, men om de følelser, de genererer. Melanies tilstedeværelse ændrer nemlig langsomt noget i Old Dolio. Først bliver hun jaloux, fordi hendes forældre opfører sig mere indladende og kærligt over for Melanie, end de gør for hende. Så bliver hun forvirret, fordi Melanie udviser ægte venskabelig interesse for hende og konfronterer Old Dolio med hendes egen følelsesmæssige analfabetisme.
Old Dolios udvikling, hvor hun begynder at åbne sig for en anden verden, udforske sine følelser og gå op imod sine kolde og egoistiske forældre, er forunderlig, rørende og fint underspillet af en undseelig Evan Rachel Wood med stenansigtet og sin monotone dybe stemme gemt bag sit lange flade hår og rundede skuldre i sit uformelige joggingsæt. Som kontrast er Gina Rodriguez akkurat så charmerende, som vi kender hende fra ‘Jane the Virgin’ og ‘Someone Great’, og hun liver både Old Dolio og filmen op. Den spøjse, men kærlige dynamik mellem de to meget forskellige kvinder er filmens højdepunkt.
Jeg vil ikke anbefale ‘Kajillionaire’ til mennesker med meget stærk quirk-allergi, men det er Miranda Julys mindst quirky og mest plotdrevne og skarptskårne film, som jeg nærmere vil betegne som drømmende, surrealistisk, stiliseret, skæv og mærkelig på den bedste måde.
Fælles med Julys tidligere film er dog en smuk ømhed over for sine akavede og ensomme outsiderkarakterer, der ikke helt kan finde ud af livet.
‘Kajillionaire’ foregår nok i et lettere alternativt fantasiunivers, der ikke altid giver logisk mening. Men skildringen af et skadet barn, der vågner op fra sine forældres største svindelnummer, er ægte og stærk.
Kort sagt:
Miranda Julys tredje og bedste spillefilm er en surrealistisk og sært rørende film om svindelnumre, omsorgssvigt og lyserøde sæbebobler.