‘Rocks’: Sjældent er ungdomsvenskab skildret så godt som i biografaktuel britisk film
»Er I ligeglade med, at jeg får klager fra mine naboer?« spørger en pigestemme. Efter et øjebliks stilhed bryder en hel pigegruppe ud i latter, hvorefter de begynder at råbe hinandens navne i kor ét efter ét efterfulgt af slagordet: »Eller whatever«.
Det er Rocks (Bukky Bakray) og hendes slæng, en gruppe på seks teenagepiger, på en tagtop i et multietnisk britisk kvarter.
I de første tre minutter af ’Rocks’ ser vi ikke på et eneste tidspunkt, hvem der siger hvad. Ordene, der slynges ud i munden på hinanden, er alle pigernes eje. De ligger i bunker, gør grin med hinanden, er højlydte. Teenagere, men ikke på den akavede måde, hvor man ikke tør danse foran sine klassekammerater i idrætstimen. Her følger man rytmen og hujer og hepper, når læreren også går på gulvet og tager en solo i ringen: »Yooo, ms. Booker!«
Britiske Sarah Gavrons (bedst kendt for ’Suffragette’ fra 2015) fjerde spillefilm handler om den kvikke Shola ’Rocks’ Omotoso, der drømmer om at blive forretningskvinde og millionær. Hun bor i en lejlighed i et faldefærdigt socialt boligbyggeri med sin mor og lillebroren Emmanuel (D’angelou Osei Kissiedu). Da moren en dag forlader Rocks og Emmanuel uden varsel, må pigen klare tingene selv.
Man mærker tydeligt dokumentaristen i Gavron. Det aldrig stillestående kamera skaber et rum, der føles næsten grænseoverskridende intimt, fordi Rocks og hendes lillebror virker så almindelige. Kun få steder falder der en replik, der lyder skrevet, og hvor man pludselig husker, at det jo faktisk ikke er en dokumentar, men en film, hvor interaktionen mellem de unge, deres omgangstone og humor er udviklet i tæt samarbejde med skuespillerne og andre britiske unge fra miljøer, der minder om det, der skildres.
Når vi følger Rocks og Emmanuels mor/søn-agtige søskendeforhold, minder ’Rocks’ sommetider om Sean Bakers ’The Florida Project’, hvor mor og datter har samme hjerteskærende legesyge i en ubarmhjertig livssituation. ’Rocks’ skaber også rum for en uforbeholden empati, fordi kærligheden mellem makkerparret er ren.
Rocks og lillebror er ekstra elskværdige, fordi de er naturligt begavede karakterer. Rocks er udnævnt som klasserepræsentant, hun er god til matematik og driver en lille virksomhed, hvor hun lægger makeup til fødselsdage og bryllupper. Emmanuel er så nuttet-alvorlig, at man umuligt kan undgå at falde for ham, når han undrer sig: »Rocks, findes der virkelig dinosaurer?«, eller når han leder bordbønnen inden aftensmaden på eget initiativ.
Begavelsen baner vej for en hurtig, kæk tone, der er forfriskende i en film, der hurtigt kunne smage af kedelig socialrealisme – og for en iboende eftertænksomhed, der ikke virker projiceret.
I et af de stærkeste øjeblikke søger Rocks og Emmanuel husly hos bedsteveninden Sumaya (Kosar Ali), der har huset fuld af gæster og festlig stemning, fordi hendes storebror skal giftes. Da Sumaya begynder at fortælle om, at hun har det svært med, at hendes ældre søskende skal flytte væk, lukker Rocks af. Skulle det forestille at være et ægte problem?
Clashet mellem de to piger er interessant. De erkendelser, de må gøre sig om deres forskellige baggrunde, er nærværende, uanset hvor man måtte komme fra. Det er en af de bedste skildringer, jeg har set af, hvor svært det kan være at møde hinanden, når man har helt forskellige udgangspunkter.
Som en konsekvens søger Rocks væk fra sin vante venneflok, og der er en lidt irriterende afstikker til et hårdere miljø i selskab med klassens nye bølle, den smukke Roshé (Shaneigha-Monik Greyson). Denne plottråd udvikler sig rigeligt stærkt, og jeg nåede lige at frygte, at filmen ville fortælle den gennemtrådte fortælling om hovedpersonen med det store potentiale, som kommer i kløerne på de forkerte, og så går det galt.
Det sker heldigvis ikke. ’Rocks’ handler om svigt, ja, men mest af alt er det en film om sammenhold – og en af de fineste fortællinger længe om venskab i ungdommen.
Kort sagt:
’Rocks’ føles som en øjeblikkelig klassiker i britisk film.