- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
Jason Forrest
Engang hed han Donna Summer. Dengang var han bidt af en ualmindelig gal sampler og havde efter eget udsagn samplet hendes navn. I dag udgiver han under eget navn, men samplerkærligheden er intakt. ‘Shamelessly Exciting’ er således en tour de force i uforudsigelig genreparring og en overvældende demonstration af samplerens tilsyneladende uendelige muligheder. Her er swingende jazzblæsere, rockende bluesguitarer, 70’er-nostalgiske softrock-melodier, fængende popvokaler, fandenivoldske breakcorerytmer og sågar et helt nummer bestående af guitarriffene fra Forrests 36 favoritpunksange.
Allestedsnærværende David Grubbs hjælper på første skæring, der med sin pumpende rytme får lytteren op af stolen. Men netop som man har vænnet sig til det høje tempo, slutter nummeret, og det næste tager med et stille folk-inspireret sample tempoet helt ned igen. For en stund. Der går nemlig ikke meget mere end et halvt minut, før en brutal breakcoreprogrammering overtager styringen. Herefter får vi lov at opleve Forrests 36 omtalte punkfavoritter, hvorefter ‘Storming Blues Rock’ tager over med et vildt rockende bluessample. Efter den omgang skal vi gudhjælpemig lægge øre til en popperle, og sådan bliver det ved fem numre endnu. Kun det uventede kan man forvente.
Det mest imponerende ved herligheden er imidlertid, at det fungerer – at albummet på forunderlig vis fremstår helstøbt. Her skelnes ikke mellem genrer, men udelukkende mellem godt og dårligt.
Jason Forrest. 'Shamelessly Exciting'. Album. Sonig/Dotshop.se.