Trine Dyrholm om hovedrolle i ny serie: »Det var krævende på en måde, jeg aldrig har prøvet før«

Søndag er Trine Dyrholm aktuel som den bærende hovedrolle i anden sæson af Viaplays krimiserie ’Forhøret’. Og selvom hun har leveret den ene store præstation i dansk film efter den anden, var arbejdet med serien hårdt på et helt andet niveau.
Trine Dyrholm om hovedrolle i ny serie: »Det var krævende på en måde, jeg aldrig har prøvet før«
Trine Dyrholm i 'Forhøret' sæson 2. (Foto: Henrik Ohsten)

Første sæson af Christoffer Boes krimiserie ’Forhøret’, der havde Ulrich Thomsen i hovedrollen som politimanden Bjørn, fik en flot modtagelse af anmelderne og er blevet den mest streamede originalserie på Viaplay i Norden.

Særligt blev serien rost for sit stjernespækkede cast og det eksperimenterende, stramme format, hvor hvert afsnit bæres af én enkelt, skarp dialog mellem hovedkarakteren og en skiftende mistænkt.

Konceptet føres nu videre i den ventede sæson 2, hvor Trine Dyrholm har overtaget hovedrollestafetten. Her spiller hun Bjørns ekskone Susanne, der oven på det tragiske tab af deres datter i sæson 1 genoptager sit arbejde som praktiserende psykolog.

SOUNDVENUE LIVE: MØD TRINE DYRHOLM TIL SJÆLDEN SAMTALE OM KARRIEREN – INKL. HENDES NYE KRAFTPRÆSTATION læs mere her.

Hurtigt bliver hun suget ind i endnu et rædselsvækkende mareridt, idet en af hendes patienter under hypnose for rygestop afslører, at han har slået en række unge kvinder ihjel mod betaling og har planer om at ramme endnu et offer i den nærmeste fremtid.

I et forsøg på at redde den unge kvinde og stoppe morderen, før det er for sent, bliver hun ledt ud på en livsfarlig rejse, hvor hun møder otte mistænksomme karakterer, der alle er indblandet i mordene på forskellige, kryptiske måder.

Arbejdet med Boes radikale krimikoncept har været en stor udfordring for en af landets mest garvede skuespillere.

»Det var vanvittigt intenst og krævende på en måde, som jeg aldrig har prøvet før. Otte uger efter optagelserne brugte jeg nærmest al min tid på at hækle, fordi jeg bare trængte til en pause oppe i mit hoved«, fortæller hun grinende, da vi møder hende på Hotel Villa Copenhagen i København en onsdag formiddag.

»Vi havde omkring 25-30 siders manus til hvert afsnit, som vi arbejdede med en uge ad gangen. Og det er virkelig meget tekst at lære i forhold til, hvad jeg er vant til«.

Drevet af modsætninger

Hvad fik dig til at sige ja til at overtage hovedrollen?

»Jeg har altid godt kunne tænke mig at arbejde med Christoffer Boe, fordi han er så genrebevidst og arthouset på samme tid. Og efter at have medvirket i et afsnit i første sæson fandt jeg ud af, at formatet er utroligt spændende og krævende på samme tid«.

Hvordan var det krævende?

»Det var sindssygt svært at lære så meget tekst udenad hver uge, men omvendt var det også sjovt og udfordrende at prøve som skuespiller.

Det foregik sådan, at vi mødtes om fredagen til en officiel læseprøve med den skuespiller, jeg skulle spille overfor, og al teksten skulle vi efterfølgende lære i løbet af weekenden. Om mandagen lagde vi typisk arrangement, hvorefter vi filmede afsnittet resten ad ugen.

Trine Dyrholm med Ulrich Thomsen i ‘Forhøret’ sæson 2. (Foto: Henrik Ohsten)

Fordi det var mig, der skulle drive hele sæsonen igennem, foregik det på et virkelig højt niveau af intensitet, og eftersom serien er enormt dialogbåret, er det også en prøve at lykkes med at få replikkerne sagt, så de balancerer mellem karakter og den rette form for emotionel tilstand, samtidig med at det skal være plotfremdrivende. På den måde kan man sige, at det er et format, som du ikke kan gemme dig bagved som skuespiller«.

Gennem din karriere har du spillet et hav af forskellige komplekse  roller. Hvordan var Susanne at gå til?

»Jeg har altid været meget drevet af modsætninger, og det er jo det, som også er det centrale med Susanne. Hun er en mor i dyb sorg, der også prøver at fungere som professionel psykolog.

Under de forskellige møder med de andre karakterer lærer hun noget om sig selv og begynder at forstå, at hun måske ikke er det menneske, som hun tror, hun er. Hele det karakterstudie synes jeg er enormt interessant, og det giver en stor mulighed for nuancer«.

Et ekstra-ekstra gear

Hvordan var det at skulle løfte så meget som hovedkarakter?

»Det er ikke nogen hemmelighed, at det var sindssygt hårdt. Da vi var nået lidt over halvejs, kunne jeg godt mærke, at kræfterne var ved at være opbrugt. Især fordi jeg sideløbende havde premiere på ’Erna i krig’, hvor jeg skulle lave en masse interviews ved siden af«.

Hvor fandt du kræfterne igen?

»Jeg fik enormt meget foræret af de andre spillere, som alle kom ind med helt fornyet energi og var sådan ’Hey, hallo lad os fyre den af!’. Og så har Christoffer en energi, som næsten er umenneskelig. Han har bare et ekstra gear. Det synes jeg egentlig også, at jeg har, men hans er bare et ekstra, ekstra gear. Der var virkelig ofte, hvor han var sådan ’Den tager vi lige igen!’, hvor jeg bare tænkte ’Hvad!?’.

Det er virkelig eksklusivt at arbejde sammen med ham, fordi han er så gennemarbejdet både tematisk og visuelt. Der er tænkt over det hele, og han bliver ved med at arbejde med dialogen til det sidste. Og så har det været fantastisk at stå overfor alle disse dygtige skuespillere. Det er virkelig sjældent, at jeg får lov til at arbejde så intenst sammen med otte spillere på et projekt«.

Hvordan kan du mærke forskel, når du arbejder med tv, som her, fremfor når du arbejder på et filmset?

»På mange måder har det faktisk været beslægtet med at spille teater, fordi det er så lange scener, vi arbejder med. Særligt med det første og tredje afsnit var det tydeligt, fordi det foregår på helt samme location, hvor det er nemt at komme rundt. Her kunne vi nærmest tage hele afsnittet i én køre, og det er godt nok lang tid at stå foran kameraet ad gangen«.

Trine Dyrholm over for Søren Malling i ‘Forhøret 2’. (Foto: Henrik Ohsten)

Hvad er dit forhold til krimigenren?  

»Jeg har ikke noget stort forhold til krimigenren, og netop derfor tænkte jeg, at genren var ekstra spændende at prøve kræfter med i det her format, og fordi det har en psykologisk vinkel«.

Har det givet dig blod på tanden i forhold til flere krimiprojekter?

»Jeg synes, det har været sjovt i det her projekt, men jeg tager mere stilling til materialet og de mennesker, der er i projektet.

Jeg hørte engang Jane Campion sige, at krimigenren er en god motor til at fortælle alt muligt andet, og det er jo virkelig det, genren kan. Der er et hovedplot, og oveni dét er der nogle tematiske eller karaktermæssige elementer, som du beskæftiger dig med.

På den måde kan man sige, at ’Forhøret’ er et psykologisk studie i, hvad det vil sige at være menneske og være i en sorgproces. Hvordan er man gode forældre? Hvordan træffer du de rigtige beslutninger i livet? Og hvilke konsekvenser har dine handlinger? Det er nogle af de store temaer, som kommer i spil i serien«.

’Forhøret’ sæson 2 har premiere 29. august på Viaplay.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af