En ny dokumentar om Larry David i to dele skulle have haft premiere på HBO Max i dag, men ‘Curb Your Enthusiasm’-stjernen ombestemte sig få timer før, skriver Indiewire. HBO bekræfter i et tweet.
’The Larry David Story’ var en samtale mellem David og hans gode ven Larry Charles, som har instrueret en håndfuld ’Curb Your Enthusiasm’-afsnit og produceret ‘Seinfeld’, som David var forfatter på.
Samtalen mellem de to Larry’er ville gå fra hans usjove barndom i Brooklyn, til hvordan han blev USA’s yndlingskyniker, og ville undervejs tale om alt fra ’Seinfeld’ til metafysik.
Ifølge tweetet vil David hellere lave den foran et publikum, hvilket har overrasket fans, som både er skuffede over aflysningen, men i svarene på tweetet også lader til at være interesserede i at se samtalen live.
Tilbage i 2017 udtalte executive producer på ’Curb Your Enthusiasm’, Jeff Schaffer, til Indiewire, at David »har aldrig nogensinde overvejet publikums ønsker, behov eller bekymringer. Han er ligeglad, om du ser det, han vil bare lave det show, han vil lave«.
Så når ’The Larry David Story’ endelig kommer, bliver det sandsynligvis mere i tråd med, hvad David vil have, men hvornår det bliver, er i skrivende stund umuligt at sige.