’Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness’: Larry Davids nye serie har mindst én genistreg per afsnit
SERIE. Jeg tror efterhånden ikke, nogen er i tvivl om, at USA er i gang med at fejre deres to hundrede halvtredsindstyvende år.
Det er jo en milepæl, man kan markere på alle mulige måder. Man kan bruge 60 millioner dollars på wrestling i sin baghave. Man kan tømme sin pool og male den en anden nuance af blå. Man kan indføre nye pengesedler med ens flotte ansigt på. Man kan tilføje en ny udskæring i Mount Rushmore.
Eller man kan gøre som Larry David og Barack Obama og lave en serie fyldt med sketches, der både hylder, fordømmer og tager tykt pis på Amerikas brogede historie.
‘Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness’ kan nok bedst beskrives som ‘Curb Your Enthusiasm’ blandet med ‘Drunk History’. Eller ‘Seinfeld’ blandet med ‘Black Adder’.
Serien består af syv episoder, hvor Larry David finder sin allerbedste get off my lawn-energi frem og satiriserer og persiflerer væsentlige historiske nedslagspunkter.
Der er to potentielle hindringer, man skal være obs på, inden man beslutter sig for at kaste sig over serien. For det første: Bryder man sig ikke om a show about nothing-humoren, som ‘Seinfeld’ og ‘Curb Your Enthusiasm’ har gjort en dyd ud af, så vil man nok ikke finde sig så godt til rette her heller. Og for det andet: Kender man intet til amerikansk historie, og har man ingen interesse i historie generelt, så vil en del af humoren nok være indforstået på et niveau, der godt kunne gå hen og blive irriterende.
Nogle sketches kan man sagtens forstå alene ud fra konteksten. For eksempel er der en sketch, der handler om The Boston Tea Party, hvor kolonisterne gjorde oprør mod briterne og deres skatter ved at smide en hel skibslast af te i havnen. I sketchen kommer Larry Davids karakter vadende forbi, mens akten er i gang, og formår så at blive fornærmet over ikke at være inviteret til “festen”. Humoren giver mening, også selv om man ikke har sat sig ind i Uafhængighedskrigens optakt.
Men andre sketches kræver alligevel lidt indsigt i (for os skandinavere) nichehistorie. Som for eksempel den, der handler om nationalhelten Paul Reevere, der red ud midt om natten for at alarmere kolonisterne om, at den britiske hær var på vej.
I Larry Davids genfortælling er det selvfølgelig falsk alarm, hvilket resulterer i en masse påstyr på hjemmefronten hos en tilfældig borger, der kommer til at være lidt for ærlig over for sin kone, nu hvor han tror, de skal flygte fra hus og hjem.
Men. Hvis man virkelig savner Larry Davids patenterede akavethed og hans evne til at gøre mygge til elefanter, og hvis man er lidt af en historienørd, så vil ‘Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness’ trykke på alle de rigtige knapper. Den er lige så mærkelig, lige så krøllet, lige så random, som man ville forvente af skaberen af ‘Seinfeld’ og ‘Curb’.
Det er så også en serie, der virkelig forlader sig på hver sketchs unikke præmis – og det er langt fra hver præmis, der kan tåle at blive jammet på mere end et par minutter. De fleste overholder bestemt ikke deres besøgelsestid og havde fungeret meget bedre i et mere stramt format.
Det har jo alle dage været Larry Davids modus operandi – at blive ved så længe, at en scene når fuld cirkel: fra sjov til ikke sjov og tilbage til sjov. Men af en eller anden grund fungerer det bare mindre godt i denne inkarnation.
Men hvert afsnit har dog som minimum én genistreg af en sketch, og det er typisk den, hvor præmissen er så simpel og så oplagt som overhovedet muligt – som for eksempel den, hvor journalisten Bob Woodward, der afslørede Watergate-skandalen, skal mødes med sin ultrahemmelige kilde Deepthroat (spillet af Larry David) i en mørk parkeringskælder for at få det helt store scoop om Nixon.
Her bliver det meget hurtigt soleklart (for seeren, hvis ikke for Woodward), at Deepthroat tydeligvis kun ligger inde med en lang række ubrugelig Se og Hør-sladder, der næppe er grobund for en Pulitzer. Genial banter følger.
David har fundet sit gode gamle rolodex frem, da rollelisten skulle besættes. Foruden Samuel L. Jackson, der fungerer som en slags historielærer for seeren, er serien propfyldt med gæstestjerner såsom Jerry Seinfeld (naturligvis), Kaley Cuoco, Jimmy Kimmel og et væld af andre, som anmelderne har fået besked på ikke at afsløre.
Det giver serien lidt ‘Saturday Night Live’-lignende stjernestøv, der fungerer enormt godt, da kendisserne faktisk lader til at være blevet valgt med omhu og omtanke.
Kort sagt:
‘Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness’ vil nok dele vandene, men leder man efter noget akavet at se, indtil ‘Klovn’ har premiere på sæson 11 – og har man bare skyggen af interesse i amerikansk historie – går man ikke galt i byen med Larry Davids seneste serie.