Mesterinstruktøren Michael Mann (‘Heat’, ‘The Insider’) vender tilbage til skærmen for første gang i syv år, når HBO Max næste måned har premiere på mafiaserien ‘Tokyo Vice’.
Den første trailer er netop landet og her spiller Ansel Elgort den virkelige journalist Jake Adelstein, der sætter sig for at afdække korruption i den japanske hovedstad, når han som den første udenlandske journalist på en stor japansk avis forsøger at infiltrere yakuzaen. Blandt andet med hjælp fra Oscar-nominerede Ken Watanabe, der spiller politibetjent.
Michael Mann fik sit store gennembrud som executive producer på den oprindelige ‘Miami Vice’-serie i 80’erne, der indskød en banebrydende formalisme i det dengang fastlåste tv-format. Siden er han vendt tilbage til historien med spillefilmen ‘Miami Vice’ fra 2006.
At dømme ud fra traileren, har ‘Tokyo Vice’ en del af Manns særlige signaturer: Kold urbanisme, et mørkt gadeportræt og en velsmurt spændingsmotor. Mann har både instrueret pilotafsnittet og fungeret som executive producer på serien.
‘Tokyo Vice’ er baseret på Jake Adelsteins autobiografi om livet i Tokyo. Serien består af 10 afsnit. De resterende episoder er instrueret af Destin Daniel Cretton (‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’) og Hikari.
Der er premiere 7. april på HBO Max