Hollywood-mesters Colin Farell-film blev misforstået ved premieren – 15 år senere står den som en klassiker

Colin Farrell misbrugte stoffer og alkohol og Jamie Foxx truede med at udeblive fra produktionen. Michael Manns misforståede politimesterværk, ’Miami Vice’, var ikke blot præget af en kaotisk tilblivelse. Den fik også en hård medfart ved premieren i 2006. Men 15 år efter står filmen som en klassiker ulig nogen anden blockbuster på denne side af årtusindskiftet.
Hollywood-mesters Colin Farell-film blev misforstået ved premieren – 15 år senere står den som en klassiker
Jamie Foxx og Colin Farrell i 'Miami Vice'. (Foto: PR)

Ingen anden instruktør mestrer kunsten at indlede sine film som Michael Mann, der altid fra første minut formår at introducere et så detaljeret og sansemættet univers, at man føler, handlingen har været i gang i timevis, og at man selv er blevet kastet ind på det helt rigtige sted.

Tænk bare på den virtuose åbningsscene i ’Ali’, der på ni minutter kortlægger de første årtier af Muhammed Alis liv til tonerne af Sam Cooke. Den enigmatiske start på ’Collateral’, hvor Tom Cruises iskolde og sølvgrå lejemorder ankommer til en anonym lufthavn og smelter i et med de kønsløse omgivelser. Eller den desorienterende åbning i den mesterlige ’The Insider’, hvor Al Pacinos graverjournalist er i færd med at blive fragtet til et hemmeligt møde med Hizbollah i Libanon med bind for øjnene.

Manns karakterer er i konstant bevægelse, altid dikteret af deres arbejde – om det så er de karrierekriminelle i kupfilmene ’Heat’, ’Thief’ og ’Public Enemies’, politifolkene i selvsamme eller Jamie Foxx’ enlige taxichauffør i førnævnte ’Collateral’. De er fåmælte, indelukkede (macho)mænd dedikeret til deres erhverv, og når de endelig åbner munden, er det ofte med lommefilosofiske slogans, som Manns fanskare kan citere på rygraden.

Det er i ’Miami Vice’, der i år fejrer 15-års jubilæum, at Mann formår at skabe en så effektiv åbningsscene, at den på nanosekunder sætter scenen for resten af filmen.

Her er det tonerne af Linkin Park og Jay-Z’ 00’er-banger ’Numb/Encore’, der brager ud af højtalerne i en natklub i Miami, hvor undercover-betjentene Sonny Crockett (Colin Farrell) og Ricardo Tubbs (Jamie Foxx) forsøger at afsløre en prostitutionsring.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kameraet klæber til deres øjne, der nøgternt analyserer det pulserende dansegulv. Den uforglemmelige in medias res-begyndelse optegner et nærmest telepatisk partnerskab, man fornemmer, er resultatet af mange år i felten sammen, men det er også den perfekte indgang til filmens centrale tematik og konflikt: Jagten efter mening i en flygtig, globaliseret verden blottet for tilhørsforhold, hvor identiteter flyder sammen og til slut opløses i tusmørkets skær.

Colin Farrells nærdødsoplevelse

Her 15 år efter premieren tør jeg godt vove påstanden, at ’Miami Vice’ er ulig nogen anden amerikansk blockbuster på denne side af årtusindskiftet.

Den er maskeret som en nyfortolkning af den populære 80’er-politiserie af samme navn, som Mann producerede i sin tid og indskød med sin banebrydende formalisme, der sammen med den nogenlunde samtidige lancering af MTV skabte en helt ny stil i tidens film og tv.

Men ’Miami Vice’ er på ingen måde som andre af vores tids talrige remakes, reboots og sequels, når den sammensmelter Manns karakteristiske musikvideoæstetik med den digitale impressionisme, han har forfinet over de sidste 21 år, i en kulegravning af det moderne livs tragiske eksistentielle tomhed.

Filmen markerer et breaking point i Manns karriere, hvor han i stigende grad tilsidesætter det relationelle, plotbaserede fokus fra hans tidlige film, og i stedet helliger sig at skubbe til grænserne for, hvad en fortælling kan være med komplekse ellipser og abstrakte billedkompositioner. Hans radikale formeksperimenter sker dog aldrig på bekostning af målet om at skabe gennemførte genrefilm, som også kan fungere inden for mainstreamen.

Man kan dog ikke komme udenom, at ’Miami Vice’ på mange måder er historien om den kompromisløse auteur, der fløj for tæt på solen i Hollywood-systemets rigide strukturer, og mistede den kommercielle, mainstream-appel, han havde brugt 30 år på at opbygge, mens han undergravede systemet indefra.

Med et budget på over 150 millioner dollars er filmen Manns med længder dyreste produktion, men modtagelsen ved billetlugerne og af anmelderne var lunken, for at sige det mildt: Plottet gav ingen mening, karaktererne var flade, og action-scenerne leverede ikke, lød noget af kritikken.

Samtidig kom det frem fra egne rækker, at filmen var gået voldsomt over budget og havde været plaget af interne stridigheder mellem Mann og hans to hovedrolleindehavere, Farrell og Foxx.

Farell har i flere interviews fortalt, hvordan han misbrugte både stoffer og alkohol under optagelserne efter en nærdødsoplevelse, hvor han i forberedelserne til filmen gik undercover med virkelige betjente, og der pludselig blev trukket en pistol mod ham – også efter han erfarede, at seancen i virkeligheden var iscenesat af Mann. Da han så filmen til premieren, har han udtalt, at han ikke kunne huske ét sekund.

Colin Farrell og Jamie Foxx i ‘Miami Vice’. (Foto: PR)

Men hvor Farrell tilsyneladende tog de benhårde vilkår i (selvmedicineret) stiv arm, truede Foxx med at forlade produktionen mod slutningen af optagelserne, da filmholdets tvivlsomme sikkerhedsvagter i Sydamerika – der ifølge flere insider-kilder var lokale gangstere – endte i karambolage med en politibetjent i Den Dominikanske Republik. Det resulterede i, at der pludselig blev affyret rigtige projektiler på settet.

Efter det insisterede den nyslåede Oscar-vinder Foxx på udelukkende at optage i USA, og Mann måtte derfor omskrive hele filmens slutning i sidste øjeblik.

De har ikke samarbejdet siden.

Visuel tour de force

Konflikterne bag kulissen er interessante, fordi de i høj grad mimer tematikkerne i filmen. Også her handler det om karakterer, der insisterer på professionalisme og presser hinanden til det yderste i kampen for det, de tror er rigtigt, mens de konstant må opretholde en facade for at passe ind i deres omskiftelige, kaotiske miljø.

Der går nemlig ikke mange minutter, før Sonny og Ricardo kommer på sporet af et sofistikeret narkokartel, der har infiltreret den lokale FBI-afdeling i Miami, og bruger avanceret teknologi, som er helt på højde med, hvis ikke bedre, end den amerikanske regerings.

Duoen går undercover som smuglere for kartellet i håb om at finde lækagen, men da de pludselig er et mulehår fra at fælde en berygtet sydamerikansk narkobaron, lægger de planerne om og sætter ud efter the big boss. Den risikable færd bliver dog truet, da Sonny gradvist fortaber sig i sin undercover-persona og indleder en romance med narkobaronens højre hånd, forretningskvinden Isabella. En affære, som selvfølgelig er dømt til at slutte, før den overhovedet er begyndt.

Colin Farrell og Jamie Foxx i ‘Miami Vice’. (Foto: PR)

Det lyder som og er på mange måder også et klassisk undercover-plot, men det fascinerende ved ’Miami Vice’ er, hvordan den forskyder genrekonventionerne: Der er ikke de klassiske payoffs, hvor den onde bliver fængslet, og de gode kan ånde lettet op igen. Sonny og Ricardo jagter fantomer, som forsvinder i den blå luft, inden de kan fængsle dem. Der er ingen onde masterminds, men symptomer på en større systemisk råddenskab i en endeløs cirkel af korruption og kriminalitet.

Og selvom det er rigtigt, at Mann i højere grad end nogensinde før ser stort på det plotdrevne karakterdrama, han perfektionerede i ’Heat’ og ’The Insider, skal ’Miami Vice’ først og fremmest nydes som en visuel tour de force med en sjælden tematisk dybde, når den kortlægger de internationale strukturer, som muliggør global narkohandel.

Som i sine forudgående film er Mann ekstremt dedikeret til hver en gennemresearchet detalje, når han dels viser, hvordan politiet og kartellet arbejder, men i særdeles også, hvordan verden er blevet globaliseret og digitaliseret: Et USB-stik kan indeholde al information om en persons identitet, et enkelt opkald med en mobiltelefon kan detonere bomber på den anden side af jorden, og alt og alle monitoreres via kameraer, radarer og satellitter.

Det bankende hjerte

Alt er forbundet i et stort globalt netværk uden holdepunkter – et kvælende system, der fravrister karaktererne deres frihed, når de konstant jagter den næste skurk, og skurkene altid forfølger den næste store gevinst.

Som altid hos Mann er det eneste sted, karaktererne oplever frihed, på havet – væk fra de overfladiske ikke-steder, som karakteriserer hans portræt af de gråblå storbyer, der tilsyneladende kun består af parkeringskældre, flyhangarer og betongrå havnefronter.

Når Sonny og Isabella tager speedbåden fra Miami til Cuba, jagter de et selvskabt paradis, et fatamorgana, hvor de tror, at de kan være sig selv (og desuden få den perfekte mojito). Scenerne på Cuba er filmens ømmeste, det bankende hjerte, der tydeliggør, at filmen i virkeligheden ikke handler om, hvorvidt narkohandlerne bliver fængslet, men snarere om, hvorvidt Sonny vinder sin frihed, så han kan forfølge forholdet til Isabella.

Det er oplagt at drage en parallel til ikoniske ’Heat’ – Manns absolutte mesterværk – der også viser en moderne virkelighed, hvor legitime, multinationale virksomheder bedriver slet skjult svindel for milliarder. Som forbryder stjæler man – mestendels – ikke længere iskolde kontanter, men obligationer, som kan videresælges på det sorte marked.

Men hvor ’Heat’ – og ’Collateral’ efterfølgende – på mange måder genfortolkede westernmytologien i en moderne virkelighed, hvor selve handlingen at stjæle og bedrive dusørjægeri har mistet sin betydning og ærværdighed, låner ’Miami Vice’ mere fra krigsfilmens ikonografi.

Gong Li og Colin Farrell i ‘Miami Vice’. (Foto: PR)

Den afsluttende skudduel minder om krigsreportager, mens de overlegne smuglingsscener, hvor Sonny og Ricardos hold fragter stoffer til søs og i luften, viser et operationelt vingefang, der spejler det amerikanske krigsapparat.

Men i sidste ende er ’Miami Vice’ først og fremmest en film om at tabe sig selv i en storkapitalistisk virkelighed, hvor alt styres af komplekse bagvedliggende systemer, og hvor personlige relationer er umulige at holde i live, når karaktererne altid har øjnene rettet mod deres næste mission.

At filmen også bare kan ses som en actionspækket spændingsfilm med nogle af de mest visuelt overdådige bil-, fly- og bådsekvenser, jeg kan mindes, taler sit tydelige sprog om Manns særlige stil.

Derfor er det så meget desto mere begrædeligt, at instruktøren ikke har fået lov at lave en ny film siden hans (uretfærdigt) udskældte cyber-thriller ’Blackhat’ fra 2015, der tog tematikkerne fra ’Miami Vice’ til et helt nyt niveau.

Men der er heldigvis lys forude: Næste år kommer tv-serien ’Tokyo Vice’, som Mann konceptuerer og producerer, og så er han i gang med at udvikle sin længeventede film om Enzo Ferrari med Hugh Jackman i hovedrollen –en person, der virker som skræddersyet til Manns skildringer af professionalisme og livet i overhalingsbanen.

’Miami Vice’ kan ses på Netflix og Amazon Prime samt lejes på Blockbuster og Viaplay.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af