De seneste år har musikselskabet W.A.S. Entertainment markeret sig stærkt på den danske musikscene. Både via deres kamp for ligestilling i musikbranchen og via stærke udgivelser fra navne som Brimheim, Greta og Reveal Party.
Nu lancerer W.A.S. Entertainment så deres helt egen endagsfestival under titlen Før Sommer, som foregår 28. maj på spillestedet Stairway i Vanløse. Her vil der både være musik indenfor og på en tagterrasse.
Programmet er kurateret af W.A.S. Entertainments liveafdeling og vil hovedsageligt bestå af artister fra selskabets eget label og live-agentur.
Med nyheden om festivalen er der også kommet fem navne på plakaten: Jærv, Girlcrush, Gro, EmmaDop og den helt nye artist Laura, som endnu ikke har udgivet sin debutsingle. Flere navne kommer til senere.
Billetsalget er i gang nu via Stairways website.
Før Sommer
28. maj
Stairway, Vanløse
Billetpris: 300 kr. / Earlybird 225 kr.