’Rastløs’: Cannes-film om bipolar far er blændende båret af store præstationer
Joachim Lafosses formidable niende film er et vink med en vognstang til alle, der skulle mene, at der er noget som helst romantisk over myten om den lidende kunstner.
Over 117 minutter følger vi den maniske maler og kunstner Damien (Damien Bonnard), der med udspilede øjne og kolossale svedpletter under armene tordner rundt som en rastløs hvirvelvind, imens hans tålmodige kone Leïla (Leïla Bekhti) og deres søn Amine (Gabriel Merz Chammah) med al deres magt forsøger at trænge igennem til ham.
At Damien er bipolar, forbliver usagt indtil slutningen af filmen, men som seer regner man det hurtigt ud. I filmens åbningsscene sejler han sin søn ud i en Middelhavsbugt for at nyde en sjælden far-søn-stund. Det bliver dog ikke til meget kvalitetstid, for netop som roen synes at have lagt sig over speedbåden, springer Damien impulsivt på hovedet i havet og beordrer sin søn – som næppe er mere end 10 – om at styre båden i land.
Han mener det godt. I sine bedste stunder er Damien en kærlig far og en lidenskabelig ægtemand, men hans utæmmelige rastløshed gør ham fysisk og mentalt fraværende. Klokken 2 om natten farer han op af sengen for at skifte hjul på en cykel, og klokken 7 om morgenen fræser han uden varsel ind til byen for at handle dagligvarer.
Og så maler han. 40 malerier på 40 dage tilbyder han generøst at male for sin gallerist, som dog må takke nej til udstillingen med forklaringen om, at man skal »skabe efterspørgsel«. Damien fjerner imidlertid ikke foden fra gaspedalen. Han maler og maler, imens hans kone Leïla med tiltagende bekymring opvarter ham med kaffe og Litium-piller, som han af uransagelige årsager aldrig helt har tid til at indtage.
Damien er dømt til at krakelere, og det gør han også, da manien når til et punkt, hvor han slet ikke har mere jordforbindelse tilbage. Det er en forudsigelig udvikling, men det er undskyldt, når nu filmens kernefortælling knytter sig til konturerne af den bipolare sygdom.
’Rastløs’ er den første film fra Joachim Lafosses hånd, som har fundet vej til hovedkonkurrencen i Cannes. Det er tilmed hans mest personlige film. Den belgiske instruktør er selv vokset op med en bipolar far, og det kan man mærke.
For filmen fastholder et opmærksomt blik på de pårørende, som ser deres fars udskejelser i et noget mere alvorligt lys, end omverdenen gør. I en scene midtvejs i filmen kaster Damien sig fuldt påklædt ud i en dam i et forsøg på at underholde Amines skolekammerater.
Optrinnet forekommer umiddelbart sjovt og uskyldigt, men da Damien stiger op fra dammen og kaster sig i for anden gang, fornemmer man en sorg og afmagt i sønnens ansigt, som Lafosse alt andet lige må kende til.
Sympatien er ikke kun forbeholdt de pårørende. Man vil så gerne ruske Damien i armen og minde ham om hans ansvar, men når man senere i filmen ser ham fra den bipolare lidelses anden yderpol, depressionen, forstår man hans modstand mod den manidæmpende medicin.
’Rastløs’ ville ikke være det samme uden Bonnard og Bekhti, som leverer store præstationer i de to hovedroller. Bonnard, der tidligere har gjort flot figur i film som ’Les Misérables’ og ’The French Dispatch’, har selv en fortid i kunstmiljøet, hvilket i sidste ende fik Lafosse til at omskrive hovedkarakteren fra at være fotograf – som hans far – til at være kunstmaler. Det var godt tænkt, for som en hvileløs maler med store spontane penselstrøg giver Bonnard karakteren en fysisk dimension, som virker meget overbevisende.
Damien-karakteren fungerer dog kun i kraft af sit modstykke, Leïla. Hun er menneskelig i den forstand, at hun modsat Damien er følelsesmæssigt pålidelig. Vi føler, hvad hun føler, fordi Bekhti personificerer Leïlas angst på en måde, som føles relaterbar for os, særligt i anden halvdel, hvor synsvinklen elegant tipper over på hendes side.
Det kan være svært at skildre en psykisk lidelse på film uden at trivialisere sygdommen eller de personlige omkostninger, som følger med. Lafosse undgår begge dele, fordi han har et bundtroværdigt manuskript og ikke mindst en solid forsamling af skuespillere, som levendegør det.
Kort sagt:
’Rastløs’ er et stærkt medrivende drama om en familie, som tynges af en ubarmhjertig psykisk lidelse.