Legendarisk hiphopduo har udgivet deres første album i 24 år

Legendarisk hiphopduo har udgivet deres første album i 24 år
Black Star. (Foto: Bob Berg/Getty Images)

Hvor lang tid skal der gå mellem udgivelser, før man kan tale om et comeback? To år? Tre? Måske skal vi helt op på fem?

Uanset hvor man trækker grænsen, kan der ikke være nogen som helst tvivl om, at det er et comeback af de helt store, som duoen Black Star, der består af Mos Def og Talib Kweli, har præsteret denne uge.

Næsten et kvart århundrede efter, at de udgav klassikeren ‘Mos Def & Talib Kweli Are Black Star’ i 1998, har de nemlig endelig udgivet et nyt album. Værket hedder ‘No Fear of Time’, er ni numre langt og bliver gæstet af Yummy Bingham og Black Thought fra The Roots.

»For omkring tre-fire år siden besøgte jeg Yasiin (Mos Defs nye navn, red.) i Europa, og vi begyndte at tale om sange til et album, så jeg fløj en lydtekniker derhen for at se, hvad der kunne ske«, lyder det fra Talib Kweli i en udtalelse i forbindelse med albumudgivelsen.

I forbindelse med albummet er der både en god og en dårlig nyhed. Den gode er, at duoen har fået producerlegenden Madlib til at stå for alle udgivelsens beats. Den dårlige er, at ‘No Fear of Time’ ikke kan høres på de normale streamingtjenester, men kun hos podcastplatformen Luminary.

Hvis du lige skal have en smagsprøve, før du er klar til at købe adgang til det fulde album, kan du høre sangen ‘o.G.’ på YouTube.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af