Det kan godt være, det hele ser sort ud lige nu, men gudskelov findes der stadig Black Star.
Sådan var der nok mange, der tænkte i løbet af slut-90’erne og 00’erne, hvor først Puff Daddy og derefter 50 Cent og G-Unit dominerede hitlisterne, undergrunden var endnu længere under jorden end sædvanligt, og lyrisk og poetisk hiphop syntes at være på dødens rand.
Mos Def og Talib Kwelis fælles albumprojekt fra 1998 var et af de store albumstatements i en kulturkamp i hiphopmiljøet: Skulle hiphop være kommerciel, poppet, ureflekteret, simpel og hedonistisk? Eller skulle den være kompleks, politisk, racebevidst og opbyggende?
Det er spørgsmål, der stadig er relevante i dag. Men omkring årtusindskiftet var de genstand for et ekstremt ophedet opgør. For det var her, hiphoppens mest fremtrædende form gik fra at være lyrisk New York-rap til at være kommerciel og poppet hitlistehiphop.
Kunne udviklingen stoppes, spurgte folk som Mos Def og Talib Kweli – kunne hiphoppen reddes fra åndelig korruption?
»We feel that we have a responsibility to shine the light into the darkness. You know there’s a lot of darkness out here. We watch it all the time«, er de første sætninger på Black Stars første og indtil videre eneste album.
Banen var kridtet op, og alt var på spil.
Slutpunktet for en stor æra
Black Star var altså et forsøg på at ændre hiphophistoriens gang. Et forsøg på at få genren til at besinde sig på sine kerneværdier. Men tidsånden gik imod dem. Mos Def og Talib Kwelis album blev ikke starten på en ny bevægelse.
Tværtimod: Den var slutpunktet for en æra.
De to rapperes album udkom i 1998, kun en måned efter Lauryn Hills ’The Miseducation of Lauryn Hill’ og i kølvandet på skelsættende udgivelser af folk som A Tribe Called Quest, De La Soul, The Pharcyde og Fugees, der alle havde stor succes, også kommercielt, med at formulere en alternativ vej for hiphoppen.
I 90’erne havde gangsta rap vundet frem, og vestkystens nihilistiske g-funk var ekstremt populær, men de ovennævnte artister dannede en parallel skole, der havde stor indflydelse. Det var ikke undergrund: Det var et troværdigt alternativ.
På Black Star-albummet knytter Talib Kweli og Mos Def an til mange af de ovennævnte. De er afrocentriske på introen, der bruger ordet ’black’ i positive vendinger, og de hylder mørke kvinder på ’Brown Skin Lady’: »We’re not dealing with the European Standard of beauty tonight«, siger Kweli i outroen, mens Mos Def rapper til en pige, der har et tørklæde viklet rundt om hovedet. Det er pro-afroamerikansk filosofi i tråd med Native Tongues-bevægelsen, som A Tribe Called Quest var en del af.
På hittet ’Definition’ bliver der gjort op med volden i hiphop, ligesom De La Soul gjorde på ’Stakes Is High’, mens ’Thieves In the Night’ er en smuk og dyb sang om afroamerikansk mentalitet, der tager udgangspunkt i en tekst af forfatteren Toni Morrison.
Det er politisk og aktivistisk – men det er også bare smukt, sprogbevidst og poetisk. Morrison-omskrivningen, der er omkvædet på ‘Thieves In the Night’, og som Mos Def og Talib Kweli rapper skiftevis, er noget af det ypperste, nogen rapper har skrevet.
Men det er også et sidste glimt af genialitet i Native Tongues-bevægelsen: Albummet var ikke nok til at vende tidsåndens march.
Fra alternativ hiphop til undergrund – og tilbage igen
For albummets udgivelsesår, 1998, blev domineret af en anden retning. Det her var den såkaldte ’Shiny Suit Era’. Folk som Puff Daddy, Will Smith og Mase dominerede hitlisterne med skinnende jakkesæt og sange, der nyfortolkede soul- og discohits. Det var hiphoppens egen lille discoæra. Derefter fulgte 50 Cent og G-Units testosteronpumpende tid på tronen. Det handlede om muskler, gangsta-attitude og todimensionelle tekster.
Set med Black Star-briller var det noget nær apokalypsen for hiphopkulturen. Native Tongues-idealismen havde fejlet. 50 Cent var virkeligheden.
Den alternative hiphop måtte gå under jorden. I stedet for at være en del af en ny, afrocentrisk bølge af poetisk og reflekteret hiphop, der formulerede en modvægt til den hedonistiske, kommercielle mainstream, blev Black Star noget bogstavelig talt enestående: Et ensomt fyrtårn for den antikommercielle modkultur i hiphoppen. Slaget var tabt, men Black Star holdt stand.
Dermed ikke sagt, at der aldrig udkom spændende album i tiden efter Black Star. Mos Defs ’Black On Both Sides’ fra 1999 er en mindre klassiker, J Dilla skabte en masse spændende udgivelser, og neo-soul bevægelsen omkring Erykah Badu vandt frem.
Andre grupper, som Dead Prez, holdt den revolutionære ånd fra Black Star i live. Men det blev oftest overset i den brede befolknings bevidsthed – og mange af de største kunstnere fra tiden, som Dilla og Erykah Badu, bevægede sig væk fra rap.
Det var hårde tider for den alternative hiphop, og ’Black Star’-udgivelsen begyndte at ligne et sidste storværk inden for en stor tradition. Men nu, 20 år efter den oprindelige Black Star, ser tingene faktisk slet ikke så slemme ud.
Revolution med 20 års forsinkelse
Se bare en af tiden største rappere, Kendrick Lamar, der jo i høj grad læner sig op af Black Stars politiske, afrocentriske og poetiske tradition. Kanye West er også vokset ud af samme conscious rap-tradition som Black Star, hvilket man især kan høre på de tidlige album. Men man kan også tolke ’Yeezus’ som en radikalisering efter den sorte revolutionslængsel, der er hos Mos Def og Talib Kweli.
Samtidig er rappere som den tænksomme J. Cole blandt de bedst sælgende artister, og en kvindelig rapper som Rapsody, der dyrker et meget Black Star-inspireret univers, var nomineret til en Grammy. Hun er i øvrigt kommet frem ved hjælp af 9th Wonder, der i høj grad er et produkt af den undergrundsrap, der havde Black Star som sit primære pejlemærke.
Jeg har faktisk netop interviewet Rapsody (det kommer online i næste uge), der talte om, at der var en »renæssance« i gang for lyrisk hiphop lige nu, og at hendes album nok har haft gavn af, at den slags musik er på vej frem. Med andre ord: Black Stars æstetik er ved at blomstre frem igen efter mange år under jorden.
Black Star selv har endda kunne mærke, at noget har rykket sig, og de har netop annonceret et nyt album med undergrunds-producerkongen Madlib – og så spiller de som nævnt på Roskilde Festival til sommer.
De kommer til at vende tilbage til en hiphopverden, der ikke ser så apokalyptisk ud alligevel. Vi får nok aldrig den bredt favnende, afrocentriske revolution, som Black Star håbede på. Men efter at de gennem 00’erne var en slags lys i natten for undergrundshiphoppen, er gruppens idealer ved at komme mere frem i nutidens hiphop.
Revolutionen vandt ikke – men den overlevede under jorden. Og nu er den muligvis klar til at bryde frem på ny.
Læs også: Roskilde Festival afslører 26 nye navne – bl.a. Nine Inch Nails og Black Star
Læs også: Roskilde Festival: Her er de 10 største scoops blandt dagens annonceringer