Nu kan du igen få fingre i den udsolgte PlayStation 5, siger Sony

Nu kan du igen få fingre i den udsolgte PlayStation 5, siger Sony
PlayStation 5. (Foto: PlayStation)

Mere end to år efter lanceringen af PlayStation 5 bliver det nu muligt at købe Sonys seneste konsol igen, efter den i store perioder har været komplet udsolgt, medmindre du ville betale flere tusinde kroner i overpris.

Sådan lyder det i hvert fald fra PlayStation-chef Jim Ryan, da han onsdag aften indtog scenen ved CES, hvor fremtidens teknologiske produkter fremvises, skriver The Verge.

»Alle, der ønsker at købe en PlayStation 5, vil fra i dag have nemmere ved at finde konsollen hos globale forhandlere«, udtalte han.

Selvom hensigten med udmeldingen formentlig er ganske oprigtig, så kræver det dog kun et kort kig hos danske forhandler som Elgiganten og Power for at se, at konsollen – både den digitale og den med et fysisk drev – fortsat er udsolgt.

En søgning hos online forhandlere viser, at visse bundles, blandt andet med ‘God of War Ragnarök’ og ‘Horizon Forbidden West’, er på lager, men til en startpris på omkring 6.000 kroner.

Det er mindst 1.000 kroner mere, end hvad konsollen samt et spil koster hos danske forhandlere som netop Elgiganten og Power, der ulig konkurrenterne holder sig til PlayStations vejledende priser.

Forhåbentlig begynder lagrene dog snart at blive fyldt op igen i de fysiske butikker herhjemme – ikke mindst grundet den forestående lancering af PlayStation VR2, som kræver den seneste konsol, den 22. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af