»Den værste optræden i Coachellas historie«.
Sådan lyder dommen på de sociale medier, efter at Grimes denne weekend spillede et dj-sæt plaget af tekniske problemer på festivalen i Californien.
Som The Independent rapporterer, startede Grimes’ 50 minutter lange optræden ellers stærkt med blandt andet et vellykket mashup af Rihannas ‘Bitch Better Have My Money’ og Blackpink-stjernen Jennies ‘Solo’.
Men der gik ikke længe, før teknikken begyndte at drille. Ifølge Grimes var problemet, at hendes sange blev afspillet på dobbelt hastighed.
»Alle mine sange er dobbelt tempo, og jeg kan ikke lave matematikken. De er borderline umulige at mixe, så resten af sættet bliver ikke mixes, men det bliver stadig sjovt«, forklarede hun fra scenen.
Ifølge The Independent skal Grimes også flere gange have skreget i frustration, mens hun lovede, at problemerne ville blive fikset, inden hun i næste weekend skal optræde til Coachella igen.
Sidenhen har musikeren også undskyldt på X (tidligere Twitter), hvor hun ligeledes lover, at næste weekends koncert bliver »fejlfri«.
Se både Grimes’ undskyldning og de mange reaktioner herunder.