Matty Healy fylder endnu en gang meget i den kollektive pophoved-bevidsthed, men for en gangs skyld er det ikke på grund af noget, han selv har gjort eller sagt.
Derimod er det, fordi mangt en Taylor Swift-lytter har konkluderet, at flere af sangene fra Swifts ‘The Tortured Poets Department’ må handle om Healy – blandt andet ‘But Daddy I Love Him’, ‘Guilty as Sin?’, ‘I Can Fix Him (No Really I Can)’ og ‘The Smallest Man Who Ever Lived’.
Derfor er Healys reaktion på det nye album også eftertragtet – og Entertainment Tonight lykkedes med at få ham til at dele et par ord om værket, da mediet fangede ham på gaden for at spørge, hvordan han ville bedømme sit »diss-track« sammenlignet med de 30 andre sange.
En småforvirret Healy svarede først ved at spørge »mit disstrack?«, hvortil journalisten måtte klargøre, at det drejede sig om »Taylors nye sang« – muligvis med konkret reference til ‘The Smallest Man Who Ever Lived’.
Hertil svarede Healy: »Jeg har ikke rigtig lyttet til så meget af det, men jeg er sikker på, det er godt«, før han bevægede sig videre. Der er altså ikke de store ord fra ham endnu – men det skal nok blive spændende, når han en dag siger noget mere substantielt eller måske reagerer med sin egen musik.
Se klippet herunder.