Indie sleaze camouflage
Fra Y2K til indie sleaze. Moden er for evigt selvrefererende og cirkulær, og når én nostalgisk trend langsomt uddør, banker en ny på.
Indie Sleaze, der også tittede frem i sidste års street style, dominerer i langt højere grad festivalpladsen i år med Miami-inspirerede slogan-tees, glamrocknitter, palietter og de udødelige skinny jeans.
Dog overgår én tendens fra denne æra dem alle: Leopard. Glamrockens svar på camouflage er ikke til at overse på festivalpladsen, og man kan spotte printet i alt fra frisurer til accessories og hele ensembler.
Original camouflage
Det originale militærprint er til trods for sit ophav blevet en klassiker i modeverdenen, takket være 80’ernes punkede leg med semiotik.
Det grønne print, der kunne ses i alle afskygninger i campingområdet, var naturligvis også bredt repræsenteret på festivalpladsen.
The Glitter Community
Glitter er ikke en trend, det er et state of mind – en skinnende antidote til hæmninger og gråvejr.
Verden har brug for glitter, og der sker noget magisk med selv den tørreste kiks i mødet med det skinnende tryllestøv. Prøv det!
Tør du smide hæmningerne og lade den shiny magi omfavne dig, om det er i form af ansigts-similisten, unhinged guirlander eller glamrock-palietter, garanterer jeg dig for, at verden smiler til dig, og både din og alle andres fest bliver lidt sjovere.
Et hint af striber
De tre ikoniske striber, der dominerede campingområdet i år, er heller ikke til at overse på festivalpladsen. Det tyske sportstøjsmærke, der i 90’erne blev udødeliggjort af hiphoppen som streetwear, titter frem overalt på Dyrskuepladsen bag blandt andet upcyclede Chanel 2.55-tasker og lædergalocher.
Tartan
Endnu en original festivalprintklassiker: Klassisk tartan som underdel kan man spotte i adskillige fortolkninger fra strømpebukser til Vivienne Westwood-lignende skørter.
Og naturligvis på den sagnomspundne kilt. Et ganske særligt stykke tøj, man sjældent møder på gaden, men med garanti møder på festivalen.
På med vesten
Endnu et stykke tøj, der ses alt for lidt af på gaden, men som kan findes i alle afskygninger på festivalen: Vesten!
The pink feeling
På min tur i smatten undrede jeg mig over fraværet af den virale, neongrønne brat-farve. Den var også fraværende på festivalpladsen, men brat-energien var i dén grad til stede. Én farve og trend dominerede dem alle: PINK PINK PINK!
Den orange følelse var midlertidigt erstattet af et lyserødt dukke-supremacy, og der var Bratz- og Barbie-referencer overalt.
Med alt fra outfits i lyserød fra top til tå, til de mere coquette og trendy looks med sløjfer, flæser og blonder til pink politiske budskaber, var der ingen tvivl: It’s the year of the doll and the future is pink!
Og her slutter vi årets streetstyle-rapport. Tak til alle stilikoner derude, der dresser op og generøst gør Roskilde Festival lidt mere glamourøs.
xoxo
Anna Gunvor (@bella_sky_high)