Michael Jackson-biopic og ‘Parasite’-instruktørs ventede sci-fi-film er begge udskudt

Michael Jackson-biopic og ‘Parasite’-instruktørs ventede sci-fi-film er begge udskudt
Robert Pattinson i 'Mickey 17'. (Foto: Screenshot fra trailer/Warner)

To af næste års mest profilerede Hollywood-film er netop blevet udskudt.

Her er tale om den kommende Michael Jackson-biopic ‘Michael’ samt sci-fi-filmen ‘Mickey 17’, som er sydkoreanske Bong Joon-hos imødesete, engelsksprogede opfølger til Oscar-sensationen ‘Parasite’.

Først valgte studiet Lionsgate ifølge Deadline at udskyde instruktør Antoine Fuquas (‘Training Day’, ‘The Equalizer’) ‘Michael’ fra sin premieredato i april 2025 til 3. oktober 2025.

Den tomme plads i de ofte indbringende påskedage ville konkurrenten Warner Bros. øjensynligt ikke lade gå til spilde.

Ifølge Deadline har Hollywood-studiet således rykket ‘Mickey 17’ – der i forvejen var blevet udskudt – fra sin januar-premiere til premieredatoen 18. april 2025.

Den danske premiere for ‘Michael’ er allerede officielt blevet justeret til 2. oktober 2025, altså dagen inden den nye amerikanske dato.

Det samme vil højst sandsynligt ske for ‘Mickey 17’, da store Hollywood-titler som disse oftest har en nogenlunde simultan biografpremiere på globalt plan.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af