Ligesom Spotify har mediet Letterboxd lavet en årsoversigt over dets 17 millioner brugeres filmfavoritter i 2024.
Her lå Denis Villeneuve i top med ‘Dune 2’, som den bedst bedømte film i år, mens han samtidig var brugernes foretrukne instruktør.
Derudover er ‘Dune: Del 2’ så populær, at den er røget op blandt de 50 højest ratede film på hele tjenesten. En melding den canadiske instruktør mente ville få ham til at »sove godt i nat«, da Letterboxd konfronterede ham med titlerne på den røde løber i et interview delt på X.
Denis Villeneuve reacts to ‘DUNE: PART TWO’ being the highest rated film of 2024 on Letterboxd.
(Via @letterboxd)
pic.twitter.com/ggsptVaiPB— Film Updates (@FilmUpdates) January 11, 2025
»Ideen om at vide at der er et fællesskab, Letterboxd-fællesskabet, bestående af filmelskere, der deler filmlister og deres kærlighed og passion, det giver mig håb for filmens fremtid«, fortæller instruktøren i samme interview.
Årsoversigten er sammenstykket af data fra tjenesten, der blandt andet tæller omkring en halv milliard ratings og 96,4 millioner anmeldelser. ‘Dune: Del 2’ har en rating på 4,4 ud af fem, hvilket er mere end den første ‘Dune’, som ligger på 3,9.
‘Dune: Del 2’ har sat sit aftryk på flere kategorier som højest ratede sci-fi-film og action/adventurefilm, ligesom at Zendaya er den mest sete kvindelige skuespiller skarpt efterfulgt af Margaret Qualley og Emma Stone.
Blandt de højest ratede film er Villeneuves anden filmatisering af Frank Herberts roman dog efterfulgt af to væsensforskellige titler. Det brasilianske drama ‘I’m Still Here’ om en familie under 1970’ernes millitærdiktatur samt den thailandske komedie ‘Min mormors millioner’ af Pat Boonitipat, der netop nu kan ses i danske biografer.
»I virkeligheden elsker jeg, at det kommer fra folk, som er pisseligeglade med mig, du ved, de snakker bare om filmen?«, sluttede fanfavoritten ydmygt af i interviewet.
Du kan se hele Letterboxds årsoversigt her.