De 40 mest ventede nye serier i 2025

I 2024 kiggede vi lovlig længe efter de uimodståelige serieperler, men 2025 kan meget vel tage revanche, når Netflix, Max og Apple virkelig folder sig ud med nye originale serier besat af både stjernenavne og nye talenter.
De 40 mest ventede nye serier i 2025
Glen Powell som 'Chad Powers'. (Foto: Disney)

’Chad Powers’

Glen Powell er (efterhånden) en filmstjerne trods mange indvendinger gennem årene, og nu bliver ’Twisters’- og ’Hit Man’-skuespilleren også tv-stjerne.

Powell fortsætter i forklædningskunsten, som han bemestrede i sidstnævnte Linklater-film, for i ’Chad Powers’ spiller den 35-årige skuespiller en amerikansk fodboldspiller på professionelt college-niveau, der får sparket på grund af dårlig opførsel. Det får ham til at opfinde identiteten Chad Powers og søge tilflugt på et lille hold i sydstaterne.

Konceptet og titelkarakteren er baseret på en række sketches fra sportskanalen ESPN med den tidligere NFL-spiller Eli Manning. Powell har skabt den kommende serie for Hulu sammen med ‘Loki’-forfatter Michael Waldron.

Premiere på Disney+ i 2025

’Too Much’

Man kan godt sige, at Lena Dunham er forsvundet fra zeitgeisten efter sine glødende 10’ere med milepælen ’Girls’ – også selvom hun har lavet flere roste film (’Catherine Called Birdy’, ’Sharp Stick’) og var med til at starte ’Industry’.

Nu vender hun tilbage til serieverdenen med en romantisk komedie, hun både skriver og instruerer (med sin mand Luis Felber), denne gang for Netflix.

’Too Much’ handler om Jessica, en newyorker i midt-30’erne, som i sin arbejdsnarkomani har isoleret sig fra alle. Ensom ser hun ingen anden udvej end at rive sit liv op ved roden og flytte til London. Her møder hun den jævnaldrende musiker Ethan, der er opvokset mellem kostskoler og sin familie i Japan og bakser med en række traumer.

Serien skulle være løst baseret på Dunham og Felbers eget liv og de udfordringer, de mødte i et amerikaner/brite-forhold. Will Sharpe fra ’The White Lotus’ sæson 2 og komiker Megan Stalter spiller hovedrollerne.

Premiere på Netflix i 2025

’IT: Welcome to Derry’

Stephen Kings ’It’-univers vækkes igen til live i forlængelse af Andy Muschiettis succesfulde film, og det er da også Muschietti selv, der instruerer den kommende HBO-serie, hvor Bill Skarsgård tilmed vender tilbage som den berygtede Pennywise.

Serien udspiller sig primært i 1962, før hændelserne i ’It’-filmen, og tager udgangspunkt i de mellemspil fra Kings romanforlæg, hvor den voksne Mike Hanlon undersøger fortidens mystiske hændelser i Maine-byen Derry.

Premiere på Max i 2025

‘First Day on Earth’

Det er efterhånden fire år siden, at Michaela Coel fik sit helt store gennembrud med serien ‘I May Destroy You’, som hun både skrev, instruerede og spillede hovedrollen i.

På Soundvenue kårede vi den tragikomiske serie om overgreb og traumer som årets næstbedste i 2020, og siden har vi ventet utålmodigt på nyt fra skaberen bag.

Nu vender Coel endelig tilbage med serien ’First Day on Earth’, som hun har lavet for HBO og BBC sammen med A24. Den handler om en britisk forfatter (spillet af Coel selv), som er i både professionel og privat krise. Hun bliver tilbudt et job på en film i Ghana, hvor hendes familie kommer fra, og hendes far stadig bor. Hun håber at genoptage forbindelsen til hjemlandet og sin far, men det går ikke just, som hun havde håbet.

Coel har beskrevet serien som »meget personlig«.

Premiere på Max, forhåbentligt i 2025, men måske 2026

’The Beast in Me’

De har hver især været med i to af de bedste thrillerserier i nyere tid, nemlig ’Homeland’ og ’The Americans’. Nu forenes Claire Danes og Matthew Rhys i den kommende Netflix-serie ’The Beast in Me’.

Danes spiller forfatteren Aggie, der siden sin søns tragiske død har isoleret sig selv, men får pirret skrivelysten, da ejendomsmogulen Nile Jarvis flytter ind i huset ved siden af. Han var engang mistænkt i sin hustrus forsvindingssag, som Aggie nu bliver besat af at undersøge.

Showrunner er Howard Gordon, der foruden ’24’ har stået bag fornævnte ’Homeland’. Brittany Snow og Jonathan Banks er også i rollebesætningen.

Premiere på Netflix i 2025

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Alien Earth’

’Alien’-franchisen blev genoplivet vellykket i ’Alien: Romulus’ sidste år, og forhåbentligt vil den kommende serie ud fra det berømte rumuhyre-univers fortsætte de gode takter.

Det skaber i hvert fald håb, at det er Noah Hawley, der står bag. Han forvandlede nemlig mod alle odds Coen-brødrenes ’Fargo’ til en i egen ret sublim serie nu over fem sæsoner og overbeviste også med X-Men-spinoffserien ’Legion’.

Plottet i historiens første Alien-serie tager sit afsæt, da et mystisk rumskib forulykker på jorden. Den unge kvinde Wendy og en gruppe soldater står derefter ansigt til ansigt med en foruroligende trussel mod Jorden. Hun spilles af Sydney Chandler, mens også Timothy Olyphant er på rollelisten.

Premiere på Disney+ i 2025

Rachel Sennots HBO-serie

Rachel Sennot er trådt frem som en af tidens skarpeste komiske stemmer med filmene ’Shiva Baby’, ’Bottoms’ og ’I Used to Be Funny’.

Det har banet vejen for en HBO-kontrakt om at lave en serie, som mange forventer (well, håber) kan blive for en ny generation, hvad ’Girls’ var for den tidligere.

Serien handler om en gruppe venner, der genforenes efter at have været væk fra hinanden. Sennott er selvfølgelig selv på rollelisten, mens Lorene Scarfaria med erfaring fra ’Hustlers’ og ’Succession’ instruerer pilotafsnittet.

Premiere på Max, forhåbentligt i 2025

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Zero Day’

Robert De Niro har fået en karriereopblomstring via sin gamle samarbejdspartner Martin Scorsese i ’The Irishman’ og ’Killers of the Flower Moon’, og nu får den legendariske skuespiller så sin første serierolle i en alder af 81.

I ’Zero Day’ spiller De Niro en tidligere amerikansk præsident, som efterforsker et cyberangreb, der har skabt kaos i landet. På rollelisten er også Jesse Plemons, Lizzy Caplan, Angela Bassett, Matthew Modine, Bill Camp og Joan Allen.

Bag serien står trioen Eric Newman (‘Narcos’), Noah Oppenheim (‘Jackie’) og debuterende Michael Schmidt. Alle seks afsnit er instrueret af erfarne Lesli Linka Glatter, der blandt andet har ‘Homeland’, ‘Mad Men’ og senest ‘Love & Death’ på cv’et.

Premiere på Netflix 20. februar.

 ‘Task’

Det er tvivlsomt, om vi får en sæson mere af den fremragende ’Mare of Easttown’, men nu kan vi i det mindste vente os en ny HBO-serie af dens skaber, Brad Ingelsby. Også ’Task’ foregår i Philadelphias forstæder, denne gang med en historie om en FBI-agent, der står i spidsen for en taskforce, som skal undersøge en række røverier på huse, hvor narkohandlere holder til.

Mark Ruffalo har hovedrollen.

Premiere på Max i 2025

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Agency’

Spiongenren har kronede dage for tiden med ‘Slow Horses’, ’Black Doves’ og ’The Day of the Jackal’, og i Danmark venter vi spændt på den i USA roste ’The Agency’.

Serien er et remake af den anerkendte franske ’The Bureau’, og Michael Fassbender spiller en undercover-CIA-agent, der bliver kaldt tilbage fra Afrika til London, hvor han opsøges af sin elsker fra sin tid i forklædning. Også Jeffrey Wright, Jodie Turner-Smith og Richard Gere er med, og George Clooney er producer.

Serien er lavet for Paramount+, hvilket betyder, at det må være et spørgsmål om tid, før den kommer på SkyShowtime herhjemme.

Premiere på SkyShowtime i 2025

‘A Knight of the Seven Kingdoms’. (Foto: Max)

‘A Knight of Seven Kingdoms’

HBO fortsætter deres udvinding af Westeros’ råmaterialer med denne ’Game of Thrones’-spinoff.

’A Knight of Seven Kingdoms’ bygger på George R.R. Martins noveller ‘Tales of Dunk and Egg’, der følger det umage heltepar Ser Duncan the Tall og Aegon V Targaryens eventyr, 90 år inden begivenhederne i ‘A Song of Ice and Fire’, der altså blev til ‘Game of Thrones’ i tv-format.

Den udspiller sig, mens Targaryen-familien stadig sidder på jerntronen, men efter den borgerkrig og drageudryddelse, vi ser i ‘House of the Dragon’.

Martin er selv med til at skrive serien sammen med Ira Parker, der også var inde over ’Dragon’. Peter Claffley fra ’Bad Sisters’ spiller hovedrollen sammen med unge Dexter Sol Ansell.

‘Long Story Short’

Med den både sjove og dystre ‘BoJack Horseman’ skabte Raphael Bob-Waksberg en af de bedste animationsserier nogensinde.

Siden har han lavet den udsyrede ’Undone’ for Amazon, men nu vender han tilbage til Netflix med en animationsserie, som fortæller om en families historie over flere år. Meget mere ved vi ikke, men Bob-Waksberg har lovet dette:

»Har du nogensinde haft en mor, en far, en søskende, en partner eller et barn, er det her en serie for dig«.

Premiere på Netflix i 2025.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 ’The Studio’

Sidste år fik vi skarp filmbranchesatire i ’The Franchise på HBO, der dog blev sakset efter én sæson, men vi kan meget vel stå med en naturlig arvtager i form af Apple-serien ’The Studio’.

Her spiller Seth Rogen en ny topchef for det fiktive filmstudie Continental, som han og hans medarbejdere skal navigere gennem en tid, hvor film ikke betyder det samme som tidligere. Hvilket jo lyder meget autentisk!

Olivia Wilde, Rebecca Hall, Kathryn Hahn og Catherine O’Hara er på rollelisten i serien, som Rogen selv har skrevet og instrueret.

Premiere på Apple TV+ 26. marts.

Steve Carell-serie for HBO

Steve Carells sidste store komedieserie, Netflix-rumsatiren ’Space Force’, gik hurtigt i glemmebogen, men nu har Carell allieret sig med komediemonstret Bill Lawrence – manden bag serier som ’Scrubs’, ’Ted Lasso’ og ’Shrinking’ – om at lave en endnu unavngiven serie for HBO.

Serien udspiller sig på et amerikansk universitet og handler især om en forfatters komplicerede forhold til sin datter. Den blev indspillet i slutningen af 2024, så med lidt held når den at se dagens lys mod slutningen af året.

Premiere på Max, forhåbentligt i 2025, måske 2026

Nikolaj Coster-Waldau i ‘Kind and Conqueror’. (Foto: BBC)

‘King & Conquerer’

Selvom det ikke er ‘Game of Thrones’-fantasy, vender Nikolaj Coster-Waldau tilbage i en middelalderlig setting i den historiske BBC-serie ‘King & Conqueror’. Danskeren har den ene hovedrolle som den magtgerrige normanner William, der i det 11. århundrede vil tilrane sig magten fra den engelske kong Harold i form af James Norton. I resten af karaktergalleriet finder man både Clemece Poésy, Emily Beecham og Bjarne Henriksen.

Hvor serien lander er ikke sikkert, men grundet public service-ophavet er det ikke udelukket, at det bliver på DRTV.

Premiere på BBC i løbet af 2025 – dansk premiere uvis

‘Sirens’

Serieskaber Molly Smith Metzler fik et stort hit med underklassefortællingen ’Maid’ hos Netflix og fortsætter klasseperspektivet – om end med omvendt fortegn – i sin nye serie ’Sirens’.

Den handler om to søstre, der over en weekend forvilder sig ind i det luksuriøse spind hos den rige kvinde Michaela Kell, der nærmest opfører sig som en kultleder.

Meghann Fahy og Milly Alcock spiller søstrene, mens Julianne Moore er Michaela. Kevin Bacon er også med.

Premiere på Netflix i slutningen af foråret

‘Prime Target’. (Foto: Apple TV+)

’Prime Target’

Leo Woodall, der fik sit store gennembrud med Netflix-hittet ’One Day’ og tidligere var med i ’The White Lotus’ sæson 2, får nu endnu en prominent seriehovedrolle.

I ’Prime Target’ spiller han den geniale matematikstuderende Edward Brooks, der er ved at knække et mønster, som vil give ham adgang til alle verdens computere. Det bringer ham ind i et farligt spind, hvor hans veje krydses med NSA-agenten Taylah Sanders, spillet af Quintessa Swindell.

Der er altså lagt op til en vaskeægte konspirationsthriller, hvor vores egen Sidse Babett Knudsen såmænd også har en birolle.

Premiere 22. januar på Apple TV+

’The Chair Company’

Er man fan af Tim Robinson, bliver det et godt år.

Udover at filmen ‘Friendship’, hvor han spiller over for Paul Rudd, forhåbentlig rammer Danmark, kan man også glæde sig til HBO-serien ‘The Chair Company’. Allerede på titlen lyder den som taget ud af en af komikerens fantastisk latterlige sketchshows-jokes fra ‘I Think You Should Leave with Tim Robinson’, hvor hverdagsting som regel er udgangspunktet for ekstreme gags.

‘The Chair Company’ handler om en mand (komikeren selv), der efter en ydmygende oplevelse på sin arbejdsplads bliver suget ind i afdækningen af en konspirationsteori. Robinson skriver selv og instruerer sammen med sin faste partner Zach Kanin.

Premiere på Max i 2025

’Dying for Sex’

Michelle Williams viser sig i en sjælden serierolle i komediedramaet ‘Dying for Sex’. Her spiller hun kvinden Molly, der forlader sin mand for at få fuldt afløb for sin seksualitet i 11. time, efter hun bliver diagnosticeret med brystkræft.

Hun får selskab af komiker og skuespiller Jenny Slate, mens seriens skaber er Elizabeth Merriwether, der stod bag ‘New Girl’. 

‘Dying for Sex’ er baseret på podcasten af samme navn, hvor den virkelige kvinde Molly Kochan fortæller sin egen historie.

Premiere på Disney+ i 2025

‘Your Friends and Neighbors’. (Foto: Apple TV+)

’Your Friends and Neighbors’

Jon Hamm har forvaltet sin post’-Mad Men’-karriere fornuftigt med et væld af underholdende biroller og senest glimrende større optrædener i ’Fargo’ og ’The Morning Show’.

Nu har han hovedrollen i Apple-serien ’Your Friends & Neighbors’, hvor han spiller en tidligere kapitalfondschef, der efter en skandale i privatlivet begynder at bryde ind i sin velstående naboers huse – og opdager alle deres hemmeligheder.

Amanda Peet og Olivia Munn er også i ensemblet, Jonathan Tropper af serieskaber, og Apple har allerede bestilt en sæson 2.

Premiere på Apple TV+ 11. april

’Duster’

J.J. Abrams genforenes med sin gamle ‘Lost-stjerne Josh Holloway i den kommende Max-serie ’Duster’.

Serien følger den første sorte FBI-agent, der i 1972 i det sydvestlige USA prøver at nedbryde et spirende forbryderimperium – og får uventet hjælp af en getaway driver, spillet af Holloway, hvis karriere man vist godt kan sige har stået noget i stampe siden den berømte flystyrtsserie.

Hovedrollen spilles af Rachel Hilson, og Abrams har skabt serien sammen med LaToya Morgan.

Premiere på Max i 2025

Guy Ritchie-serie med Tom Hardy

Guy Ritchie revitaliserede karrieren med Netflix-serien ’The Gentlemen’, der blev en stor succes, og mens han arbejder på sæson 2 af denne, er han på vej med en anden fortælling i sit velkendte gangsterunivers for Paramount.

Serien fokuserer på to rivaliserende London-forbryderfamilier og ikke mindst den hårdkogte fixer Harry Da Souza, spillet af Tom Hardy, der loyalt beskytter Harrigan-familien anført af ægteparret Conrad og Maeve, inkarneret af Pierce Brosnan og Helen Mirren.

Serien blev oprindeligt udviklet som en spinoff til ’Ray Donovan’, men er siden blevet en helt uafhængig fortælling. Vi ved endnu ikke, hvad titlen bliver. Det bliver næppe kedeligt.

Premiere på SkyShowtime i 2025

‘The Residence’. (Foto: Netflix)

’The Residence’

En af tidens allermest eftertragtede serieskabere, Shonda Rhimes (’Grey’s Anatomy’, ’Bridgerton’), er producer bag denne kommende Netflix-serie skabt af Paul William Davies.

Serien udspiller sig i Det Hvide Hus, hvor den excentriske efterforsker Cordelia Cupp – spillet af Uzo Aduba – skal efterforske et dødsfald under en statsmiddag. Sagen trækker tråde langt ind i præsidentens stab i serien, der også har Giancarlo Esposito og Randall Park på rollelisten.

Premiere på Netflix 20. marts

’Long Bright River’

Den amerikanske opioid-skandale kommer igen under lup i denne nye krimiserie baseret på en bestseller af Liz Moore. Den handler om en politibetjent i Philadelphia, der efterforsker en række mord i et stærkt misbrugsramt område og finder ud af, at sagen trækker tråde til hendes fortid.

Amanda Seyfried spiller hovedrollen i serien, der er skrevet af Moore selv sammen med Nikki Toscano.

Premiere på Peacock i USA 2025 – dansk premiere endnu uvis

Vince Gilligans Apple-serie

Vince Gilligan har for længst udødeliggjort sig selv i seriehistorien med ’Breaking Bad’ og ’Better Call Saul’, og hvordan kommer man så videre derfra?

Gilligans svar er tilsyneladende at bevæge sig i en helt anden retning, og hans kommende serie for Apple – som fra start har givet grønt lys til to sæsoner – beskrives som en sjov sci-fi-serie sat i vores verden, dog med et twist.

Helt har Gilligan dog ikke kappet båndene til sine tidligere mesterværker, for i hovedrollen ses uforlignelige Rhea Seehorn fra ’Better Call Saul’, mens serien er optaget på velkendt Walter White-territorium i Albuquerque.

Premiere på på Apple TV+ i 2025, måske 2026

‘Dope Thief’. (Foto: Apple TV+)

’Dope Thief’

Brian Tyree Henry fra ‘Atlanta’ har en af hovedrollerne i den kommende serie om to venner, der giver sig ud for at være DEA-agenter og røver et hus på landet. Kun for at finde ud af, at de har stukket hænderne direkte ned i østkystens største narkorute.

Også Walter Moura og Ving Rhames er med i serien, som er baseret på en bog af Dennis Tafoya og skabt af Peter Craig. Og så har selveste Ridley Scott såmænd instrueret et afsnit.

Premiere 14. marts på Apple TV+

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘A Thousand Blows’

Stephen Knight – manden bag blandt andet ‘Peaky Blinders’ – er ofte garant for gedigen spænding og karismatiske karakterer, og hans kommende ’A Thousand Blows’ ser ikke ud til at være en undtagelse.

Udgangspunktet er således den ulovlige bokseunderverden i 1880’ernes London, hvor den unge Hezekiah (Malachi Kirby) kommer til fra Jamaica og føres frem af lederen af det kvindelige forbrydersyndikat Mary Carr (Erin Doherty).

Her rivaliserer han med den hårdføre bokser Sugar Goodson, spillet af Stephen Graham, der også er en af seriens skabere.

Premiere på Disney+ i 2025

 ’Golf’

Will Ferrell og Ramy Youssef ligner et umage komikerpar, men sammen med Josh Rabinowitz – der har arbejdet på både ’Broad City’ og sidstnævntes ’Ramy’ – står de bag, og spiller begge med i, den kommende Netflix-komedie ’Golf’.

Her er Ferrell en fiktiv golflegende, der stiller op i en ny omdiskuteret pro-tour.

Serien vil løbe over 10 afsnit.

Premiere på Netflix i 2025

 ’We Were Liars’

E. Lockharts YA-roman ‘We Were Liars’ fra 2014 fik en voldsom genopblomstring i 2020, hvor den blev katalysator for hele BookTok-bølgen, hvor grædende læsere verden over delte deres reaktioner på historien.

Nu får bogens fans og de uindviede mulighed for at opleve historien vakt til live i en serie fra Prime Video.

‘We Were Liars’ handler om 17-årige Cady Sinclair, der tilbringer en skæbnesvanger sommer på sin ultrarige families ø.

‘Vampire Diaries’-skaber Julie Plec og Carina Adly Mackenzie, der tidligere har arbejdet sammen på ‘The Originals’, overfører romanen til skærmen.

Premiere på Prime Video i 2025

‘Running Point’. (Foto: Netflix)

’Running Point’

Vi har allerede fået basketballserier om Chicago Bulls (dokumentar) og L.A. Lakers (fiktion), og nu får vi så en komedieudgave med udgangspunkt i en komplet fiktiv historie.

Vi følger kvinden Isla Gordon, som uventet bliver valgt til at stå i spidsen for familieforretningen, som er en af landets mest berømmede basketballklubber. Til stor skepsis hos både hendes brødre og den mandsdominerede bestyrelse og sport.

Hun spilles af Kate Hudson, der også er en af drivkræfterne bag serien sammen med Mindy Kaling.

Premiere på Netflix i 2025

‘Death By Lightning’

Sidste år fortalte ‘Manhunt’ om mordet på Abraham Lincoln, og den amerikanske tv-industri er slet ikke færdige med at behandle drabene på de gamle præsidenter. For nu får vi en serie om mordet på præsident James Garfield i 1881, med fokus på de begivenheder, der ledte op til den tragiske hændelse.

Michael Shannon spiller præsidenten, mens Matthew Macfadyen bevæger sig væk fra ’Succession’-territorium med rollen som morderen Charles Guiteauy.

Serien er baseret på en bog om affæren, og også Betty Gilpin, Nick Offerman, Bradley Whitford og Shea Whigham er på rollelisten i serien, som har ’Game of Thrones’- og ’3 Body Problem’-skabere David Benioff og D.B. Weiss som producere.

Premiere på Netflix i 2025

‘Firebug’

Serieskaber Dennis Lehane slår igen pjalterne sammen med Taron Egerton efter Apple Tv+-krimiserien ‘Firebird’.

Sidstnævnte spiller en detektiv, der sammen med efterforskeren af en serie brandspåsættelser (Journee Smollet) skal finde en seriepyroman, der sætter ild til virksomheder rundt omkring i Californien. Serien er fiktion baseret på true crime-podcasten af samme navn.

Premiere på Apple TV+ i 2025.

‘Deli Boys’. (Foto: Hulu)

‘Deli Boys’

‘Deli Boys’ har to forholdsvis nye ansigter i front. Her spiller Asfi Ali og Saagar Shaikh to brødre, der mister deres far blot for at opdage, at han udover at eje en række supermarkeder levede et dobbeltliv som kriminel. Derudover mister de deres trygge formue og skal for første gang klare dem selv.

Serien er skabt af den tidligere Vice-journalist Abdullah Saeed og ‘2 Broke Girls’-forfatter Michelle Nader, mens ‘Girls’-medskaber og instruktør Jenni Konner er med som producer.

FX-serien får international premiere på Disney+ 6. marts, men lander muligvis senere i Danmark.

‘Amadeus’

De fleste kender historien om Amadeus Mozart og ærkefjenden Antonio Salieri fra Miloš Formans prisbelønnede film fra 1984, der er baseret på teaterstykket af Peter Shaffer.

I serien overtager ‘The White Lotus’s Will Sharpe rollen som det unge geni fra Salzburg, der ankommer til 1800-tallets Wien og bliver byens store samtaleemne, men får sig en bitter beundrer i den lidt ældre italienske hofkomponist spillet af Paul Bettany.

Skaberen er Joe Barton, der for nylig var aktuel med Netflix-serien ‘Black Doves’. Den er produceret af britiske Sky, og det vides ikke, hvor den vil kunne ses i Danmark.

Premiere på Sky i løbet af 2025 – dansk premiere uvis

‘Murderbot’

Alexander Skarsgård er i front for Apple TV+-serien ‘Murderbot’ baseret på en populær bogserie af Martha Wells. Den svenske stjerne spiller en eftertænksom sikkerhedsrobot, der i virkeligheden har hacket sig til at tænke selvstændigt, men holder denne evne skjult for omverdenen.

Skaberne bag er Chris og Paul Weitz, der er mest kendt som instruktørduoen bag ‘About A Boy’ og ‘American Pie’ samt dramedy-serien ‘Mozart in the Jungle’.

Forventes premiere 4. juni på Apple TV+.

‘Government Cheese’. (Foto: Apple TV+)

‘Government Cheese’

Den amerikanske stat har siden 1950’erne uddelt ost til fattige amerikanere som velfærdsydelse, og det bruges sprogligt som entonym for at være fattig.

Nu er det også titlen på en »surrealistisk familiekomedie« fra en af verdens mest ødsle producenter: Apple TV+. Her spiller ‘Selma’s Martin Luther King Jr., David Oyelowo, en mand i Los Angeles’ San Fernando Valley i 1969, der skal have sit familieliv på ret køl igen efter en afsonet fængselsdom. Dog får han sig en overraskelse, da hjemmet ikke hænger sammen, som da han forlod det.

Premiere på Apple TV+ i løbet af 2025

’The Four Seasons’

Tina Fey vender tilbage til seriemediet for at give et nyt bud på den amerikanske 80’er-klassiker ‘The Four Seasons’ allieret med to af sine gamle medforfattere på ‘30 Rock’.

Fortællingen handler helt enkelt om en gruppe par, der tager på ferie sammen hver sommer, indtil en skilsmisse vender op og ned på det hele. Fey spiller selv en af hovedrollerne over for Steve Carell, men får blandt andet selskab af Oscar-vinder Colman Domingo.

Premiere på Netflix i 2025

‘All Her Fault’

‘Succession’s Sarah Snook vender tilbage til serieland som hovedrollen i ‘All Her Fault’.

Dramaserien er baseret på en irsk roman om en mor, som møder sit værste mareridt. Da hun kommer for at hente sin datter efter en legeaftale, er pigen der ikke. Ingen ved, hvor hun er, men skylden og skyldfølelsen breder sig i deres nærmiljø. Handlingen er dog rykket til australske Melbourne. I birollerne finder man Jake Lacy fra ‘Girl’ og ‘The White Lotus’, ‘It’-barnestjerne Sophia Lillis, Dakota Fanning og Jay Ellis fra ‘Insecure’

Serien er den første selvstændige fra skuespiller og producent Megan Gallaghers hånd og er produceret af amerikanske Peacock, hvilket betyder, at den formentlig vil ramme SkyShowtime i Danmark.

Premiere på SkyShowtime forventes i midten af 2025.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Paradise’

Dan Fogelman er på seriefronten mest kendt for den Emmy-vindende familietåreperser ‘This is Us’, men har også stået bag manuskriptet til den romantiske komedie ‘Crazy, Stupid, Love’.

I Hulu-thrilleren ‘Paradise’ bliver et beskyttet velhaversamfund, hvor eliten bor, vendt på den anden ende. I front finder man Sterling K. Brown der arbejder som sikkerhedschef for James Marsdens præsident. Men da han finder ham myrdet, er han pludselig selv under mistanke.

Amerikansk premiere 25. maj – dansk premiere på Disney+ uvis

‘Down Cemetery Road’

Efter den store succes med serieversionen af Mick Herrons ‘Slow Horses’-bøger vækkes endnu en af hans historier til live.

‘Down Cemetery Road’ er en forstadskrimi, hvor Ruth Wilson spiller kvinden Sarah Tucker, som hyrer Emma Thompsons topefterforsker i kølvandet på en eksplosion i sit rolige nabolag uden for Oxford, hvor en ung pige er forsvundet.

Undervejs kommer de dog på sporet af en større sammensværgelse.

Premiere på Apple TV+ i 2025.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af