’The Franchise’: HBO-serie er en skadefro hævn over Hollywoods superheltemani
HBO’s nye arbejdspladssatire ’The Franchise’ er et sabelskarpt powerhouse-angreb på en superhelteindustri, der har været hårdt medtaget siden ’Avengers: Endgame’.
Serieskaberne Jon Brown (’Succession’) og Armando Iannucci (’Veep’) har slået pjalterne sammen med stjerneinstruktøren Sam Mendes (’Skyfall’) for at levere det ene højrekryds efter det andet på en tidligere sværvægtsmester, og det føles på en og samme tid hævngerrigt og skadefro. Og ikke mindst: fandens underholdende.
I serien er vi med bag scenerne, når holdet bag den næste store superhelteproduktion, ’Tecto’, kæmper en brav kamp ikke alene for at færdiggøre optagelserne, men også for at undgå at blive udsat for aktiv dødshjælp af ansigtsløse producenter ovenfra.
I løbet af sæsonens otte afsnit bliver der kastet lys på problemer, der er hentet direkte fra Mendes’ egne erfaringer, som for eksempel spontane ændringer i plottet for at tilgodese »the woman problem«, absurde krav om product placement (lykkes det mon vores uheldige helte at mase en kinesisk traktor ind i en film, der primært udspiller sig i rummet?) og skrøbelige egoer en masse.
Selvom ’The Franchise’ er rigt befolket af Hollywood’ske stereotyper og skæve eksistenser, bliver seeren tilbudt en hjælpende hånd gennem det sprudlende vanvid af Himesh Patels Daniel, der er 1st AD (den første i rækken af instruktørassistenter) og umiddelbart seriens bankende hjerte. Han skal forestille at være den panacea, der tager brodden af seriens ellers meget tydelige foragt for franchise-samlebåndet.
Daniels umiddelbare sfære af kollegaer består af assistenten til assistenten, Dag (Lolly Adefope), der agerer en art live-kommentarspor til alt, der foregår, instruktøren med den krøllede og letpåvirkelige hjerne (Daniel Brühl), dudebro-produceren, der konstant er på tærsklen til en heftig MeToo-sag (»Thanks, sugar-tits. Kidding! I would never say that. Which is precisly why I can say it as a joke«.), den fallerede Shakespeare-skuespiller (eminent portrætteret af Richard E. Grant) og den anerkendelseshigende b-skuespiller Adam (Billy Magnussen).
‘The Franchise’ mønstrer altså både en stjernespækket talentmasse og personificeringen af samtlige Hollywood-fordomme, hvilket, kombineret med en syndflod af rappe replikker, der kunne minde om noget fra Aaron Sorkin eller Amy Sherman-Palladinos hånd, resulterer i en skudsalve af satire fra øverste hylde.
Det kræver koncentrationsevne (og måske en ordbog med filmterminologi) at følge med i de cirka 25 minutter lange episoders dialogudveksling. Både fordi det går enormt tjept, og der bliver brugt mange indforståede ord og referencer (»Anyone can do fucking Ibsen«, »The dialogue has been Sorkinized«, setup, blocking, travelling), som det sig hør og bør i en serie, der finder sted på en arbejdsplads, men også fordi der ofte foregår mere end én samtale på samme tid (apropos Sorkin).
Jeg endte med at måtte se et par af scenerne flere gange for at få det hele med, og hvis man var lidt kynisk anlagt, kunne man mistænke manuskriptforfatterne for at ty til desorientering for at fostre en illusion om, at hvert sekund er et gennemarbejdet mesterværk.
Det er ikke kun snakketøjet, der bevæger sig i 1,25x-fart, men også handlingsforløbene. Hvert afsnit har to eller tre B-plots, der udspiller sig sideløbende med hovedhistorien, men de fremstår lidt for ofte påduttede og ufærdige – som når man laver et setup til en joke, men glemmer, hvad punchlinen er.
I et afsnit får filmholdet besøg af et meget voksent barn fra Make-A-Wish, der lider af »long COVID«, og som har absolut ingen interesse i at befinde sig på en filmproduktion. Det er jo i og for sig en sjov nok præmis, men det har ingen indvirkning på noget som helst andet i fortællingen, hvor en lidt bedre serie (tidlige ’Klovn’-sæsoner kunne undervise i dette) ville flikke det hele sammen, så samtlige elementer komplimenterede hinanden.
Men der, hvor serien for alvor kommer til kort, er, når den momentvis forsøger at pumpe lidt kærlighed til det, den satiriserer over, ind i historien. Instruktørassistenten Daniel er tilsyneladende den eneste, der går bare en lille smule op i det forlæg, de prøver at adaptere, men selv han får utrolig få øjeblikke til at udbasunere sin lidenskab, og når han endelig gør, er man stadig lidt i tvivl om, hvorvidt han egentlig mener det.
Som seer ville man tage bedre imod satiren, hvis man kunne mærke, at den kom fra et konstruktivt sted – at den stak til industrien ikke for at håne, men for at opfordre til at blive bedre.
Kort sagt:
’The Franchise’ er en skarp, vittig og – til tider – indforstået arbejdspladskomedie, der får kogt rigtigt meget suppe på at sparke til en del af filmindustrien, der i forvejen er på krykker. Havde man kunnet mærke en snert af kærlighed til eller respekt for forlægget, havde satiren strålet endnu klarere.