’The Penguin’: Bifigur stjæler rampelyset fra Colin Farrell i den nye ’The Batman’-spinoff
»Endelig! En selvstændig serie om Batman-superskurken Oswald Cobblepot A.K.A. Pingvinen«, sagde ingen nogensinde.
Eller også har jeg overset den længselsfulde skare af Oz-Cobb-fans, der med spænding har ventet på et epos om tegneserieuniversets største snydepels. Manden, hvis største superkraft er at »play both sides so that I always come out on top«. Gothams svar på Lars Løkke.
Jeg ved ikke, hvorfor vi skal have en hel serie om Pingu (Noot Noot), men det lugter af franchising. På den anden side: Hvis vi endelig skal stopfodres med tegneseriefigurer på filmspolen, er det forfriskende i det mindste at se en ny figur og ikke Jokeren i tressenstyvende iteration eller ’Magneto: De unge år’ (»gå ikke for tæt på køleskabet, skat«).
Desuden giver serien mulighed for at komme tæt på Gotham, som er den klart fedeste setting i samtlige superheltefortællinger, rippet for parallelle dimensioner og folk, der skyder laser ud af øjnene. Vi befinder os i fantasy-Detroit tilføjet gotiske gargoyler og mugne kobbelstensfacader, hvor kriminaliteten pibler ud mellem sprækkerne, så snart Batman har en off-dag.
Ligesom Lars Løkke besidder Oswald en spaltet personlighed. Privat-Oz ønsker sin mors kærlighed. Business-Oz ønsker at være underverdenens konge, og han vil gøre alt for at opnå sin drøm. Af samme grund bliver ’The Penguin’ hurtigt et anstrengende bekendtskab. Hvor længe gider man følge en karakter, der kan skifte personlighed, som influencere skifter instagramfilter? Uudgrundelighed er gådefuldt, men vendekåber bliver hurtigt slidt.
Serien starter, hvor Pattinson-Batman-filmen stopper. The Riddler har oversvømmet byen ved at sprænge hul på nogle dæmninger (vist nok – Pattinson-Batman var lidt af en forglemmelig oplevelse for mit vedkommende), og eftersom gangsterbossen Carmine Falcone er død som en sten, er magten up for grabs.
Pingvinen (en uigenkendelig Colin Farrel) kommer dårligt fra start ved at skyde Falcones torskedumme søn, som han egentlig havde tiltænkt at manipulere. Værre bliver det, da Falcones datter, Sofia (en storspillende Cristin Milioti) bliver løsladt fra Arkham Asylum. Hun har nemlig et horn i siden på hele mafia-foretagendet, og så tager magtspillet fart, tju-hej.
Det gode ved Pingvinen er, at han – modsat de fleste superskurke – ikke rigtigt kan noget. Tværtimod: Han er født med klumpfod og opvokset i fattigdom. Han er grim som et rivejern og nyder ingen respekt hos sine kriminelle kollegaer. Det eneste, han har, er sit durkdrevne sind, en blommefarvet bil og en ung lærling, som aldrig bliver interessant.
Desværre formår ’The Penguin’ ikke at få Gothams underbug til at pulsere autentisk. Den gode miljøskildring udebliver, og det er ærgerligt, for når persongalleriet reduceres til papmache-figurer, virker det for nemt for Pingvinen at snyde sig vej mod toppen. I en bestemt scene myrder han et vidne og stikker mordvåbnet i lommen på en anden fyr, som dernæst bliver skudt for forbrydelsen. Skyggespillets mester slår til igen.
Trods Farrells fine præstation bliver pingvinen aldrig virkelig tiltrækkende. Noget af det hænger sammen med makeuppen. Ja, den er flot, og det er fint, men med tre lag silikone over huden bliver det eneste af Colin Farrell, som er til stede i Pingvinens ansigt, reduceret til munden og øjnene. Måske er det et bevidst valg: at mimikløsheden skal afspejle hans umenneskelighed. Uanset hvad er resultatet stift.
Bedre bliver det ikke, at Pingus indre bevægelsesvektor er copy pastet direkte fra Tony Soprano med sorgen over aldrig at være blevet elsket af kvinden, der burde: Gode gamle mor. Det grundpsykologiske hulsår dunker effektivt gennem ’The Sopranos’, fordi det blev oplevet af David Chase (hvilket han fortæller om i den nye Sopranos-dokumentar:’Wise guy’) og blødte organisk ned i manuskriptet. Hos ’The Penguin’ virker traumet overfladisk, som tilsat empati ordineret af en manuskriptdoktor.
Lyspunktet er Cristin Miliotis Sofia Falcone, som stjæler rampelyset fra titelfiguren. Ikke kun fordi man faktisk kan se hendes ansigt, eller Milioti spiller stærkt (hvilket hun gør), men fordi Sofia virker som det eneste varmblodige pattedyr i hele serien. Med tiden ville man ønske, at historien handlede om hende.
Og så har spinoff-serien et indbygget problem. Hvor fanden bliver Batman af? Den virkelige forklaring er selvfølgelig, at Pattinson koster knaster, og måske er der en in-universe-årsag, som jeg ikke er orienteret om, såsom at batmobilen er til reparation, eller Alfred har 40 i feber, men det virker underligt, at genetableringen af Gothams kriminelle imperium foregår, mens flagermusemanden er in absentia.
’The Penguin’ er ikke en dårlig serie. Det er heller ikke en god serie. Det virker bare som ’mere’. Mere universudvidelse, der skaber rum for mere franchising.
Jeg synes, at alle superhelte-producere skulle sætte sig kollektivt ned i en stor biograf og gense ’The Dark Knight’ fra 2008 og blive enige om, at indtil de kan lave noget, der er lige så godt, bør de hengive sig til at skabe nye historier, som ikke er direkte inspireret af tegneserier fra midten af 1900-tallet.
Indtil da har vi serier som ’The Penguin’, og det er fint, hvis man tænder for sit fjernsyn for at få tiden til at gå.
Kort sagt:
’The Penguin’ forspilder chancen for at få Gothams skygger til at danse. Se den for Cristin Milioti, eller hvis du har tømmermænd.
Anmeldt på baggrund af hele serien.