‘Ad Vitam’: Fransk actionfilm på Netflix gør sin simple fortælling unødigt kompliceret
Franck og hans højgravide kone Leo kommer hjem og opdager, at der for anden gang på to uger har været indbrud i deres lejlighed. Første gang var det Francks computer, der blev stjålet. Denne gang kan de ikke helt se, hvad der mangler, men Leo får mistanke om, at Franck ved, hvad de er ude efter.
Den mistanke får vi bekræftet kort efter, da Franck mødes med sin ven, Ben, på en nærliggende cafe. Franck og Ben er enige om, at forbryderne vil vende tilbage.
Sådan starter ‘Ad Vitam’, der er instrueret af Rodolphe Lauga, hvis cv ikke på forhånd giver anledning til at tro, at han er manden, der kan forbedre Netflix’ uendelige stime af meningsløse actionfilm. Men han kommer okay fra start. For selvom det går stærkt med at få fortalt, at Franck og Leo er i problemer, bliver man alligevel hooked.
Desværre bliver man hylet ud af den næsten lige så hurtigt. For eksempel da der sker en ulykke på Francks arbejde, der nær koster ham livet. Det viser sig, at de samme mænd, der brød ind lejligheden, står bag. Men senere viser det sig, at de ikke ønsker Franck dræbt, da han er i besiddelse af noget vigtigt. Så hvad var egentlig pointen med den sidefortælling?
Hændelsen på arbejdet får Franck til at skynde sig hjem til Leo, for at se om hun er ok. Hun aner hurtigt uråd og skal til at konfrontere sin husbond, da en gruppe bevæbnede mænd trænger ind i deres lejlighed i et af filmens bedre øjeblikke, der byder på velkoreograferede kampe, hvor både Leo og Franck viser sig at have fight skills udover det sædvanlige.
Trods deres mere end hæderlige modstand bliver de overmandet og bundet. Det viser sig, at Franck holder noget skjult fra sin fortid, som han ikke er stolt af, og folkene, der kommer på uventet besøg, konfronterer ham med det.
Her sidder man med et spinkelt håb om, at ‘Ad Vitam’ kan udvikle sig til en både hæsblæsende og medrivende actionthriller. Men sådan går det langt fra. I stedet skal vi trækkes igennem et mere end 20 minutter langt flashback, der tager os 10 år tilbage, til dengang Franck og Leo mødte hinanden på det franske Gendarmeris hovedkvarter.
Her får Franck også et skuldermærke af sin overordnede – et mærke, man gør meget ud af at fortælle har tilhørt hans far. Det hører vi ikke mere til, selvom dét er en sidehistorie, man gerne vil følge, da det ville give vores hovedkarakter lidt dybde og bedre forståelse for hans efterfølgende handlinger.
Men det er ikke det, flashbacket bruges til. I stedet etablerer det alt for grundigt fællesskabet, der opstår gennem Franck og hans kammeraters hårde træning og mange udfordrende samarbejdsøvelser. Og så er der grillfester og drukture, der hverken er underholdende eller relevante. Man mistænker, at forfatterne ikke har haft særlig stor tiltro til hovedhistorien, der i sidste ende da også viser sig at være en ualmindeligt tynd kop the.
Vi springer igen i tiden. Denne gang ni år frem, hvor Leo opdager, hun er gravid. Det falder uheldigt sammen med, at Franck og hans kollegaer kaldes ud til et skyderi på et hotel, der får store konsekvenser.
Det er svært at forstå, hvorfor man har valgt at fortælle den ellers så simple historie så unødvendigt kompliceret. Det mest oplagte bud er, at det er et forsøg på at maskere den manglende substans. Ekstra spænding giver det i hvert fald ikke.
Og fordi filmen har brugt det meste af tiden på ligegyldige sidehistorier i stedet for at skabe karakterer, vi interesserer os for, er vi ligeglade, når vi når til filmens afslutning, der byder på et til tider ufrivilligt komisk kapløb mod tiden.
Kort sagt:
‘Ad Vitam’ forsøger at gøre sin uinteressante historie spændende ved hjælp af diverse sideplots og alternative fortællegreb. De kan dog ikke maskere, at der ikke er noget at komme efter i den franske Netflix-film.