Judas Priest – stive i læderbetrækket
»Jeg troede, det var Beavis & Butthead, der havde lavet den?«, var reaktionen, da jeg sang omkvædet fra Judas Priests klassiker ‘Breaking the Law’ for en ven. Inden koncerten med de britiske heavy metal-pionerer sang publikum samme omkvæd, og det gentog sig mod slutningen af koncerten, selv om nummeret var tonet ud en halv time tidligere. Måske var det det eneste nummer, der arbejdede sig ind i den fælles bevidsthed? Det var der noget, der tydede på, når forsanger Rob Halford flere gange rettede mikrofonen mod publikum for at få dem til at synge med. Uden resultat, simpelthen fordi publikum ikke kendte sangene godt nok.
Koncerten åbnede med en intro hentet fra bandets seneste udgivelse, et forrykt konceptalbum om den franske profet Nostradamus, der ifølge skulle have forudset verdens undergang. Herefter kom de aldrende rockgutter ind på scenen én efter én, afslutningsvis Halford, der stod bøjet forover med en kappe i glitrende sølvfarver. Han gemte ansigtet under hætten, mens han sang titelnummeret fra det seneste album i en meget tung udgave.
Det var en åbning, der lovede mere end den kunne holde, for selv om bandet leverede samtlige klichéer indenfor guitardueller, headbanging og tonsvis af guitarsoli, fremstod de altså noget stive i læderbetrækket. Det var først mod slutningen, hvor de spillede den fabelagtige ‘Sinner’ med en næsten ti minutter lang guitarsolo, for derefter at sende Halford fræsende ind på scenen på en Harley-Davidson, at man virkelig kunne tale om underholdning.