Uma Thurman gad ikke være med i »en masse B-action« efter ‘Kill Bill’

Uma Thurman gad ikke være med i »en masse B-action« efter ‘Kill Bill’
'Kill Bill' vol 2. (Foto: PR)

Det må være noget nær en umulig opgave at flygte fra actiongenren, når man som Uma Thurman har gestaltet en af filmhistoriens mest ikoniske actionkvinder med The Bride i Quentin Tarantinos ‘Kill Bill’.

Alligevel var det taktikken fra Thurman, der holdt sig fra genren efter ‘Kill Bill’-filmene, hvilket hun nu forklarer i et interview i Jimmy Fallons ‘The Tonight Show’.

»Jeg fulgte aldrig rigtig ‘Kill Bill’ op med andre actionfilm, fordi jeg ikke ville være den type skuespiller, der var med i en masse B-actionfilm«, indledte hun.

»Når man har lavet ‘Kill Bill’, så kommer man aldrig til at stoppe med at høre om det. Og jeg tænkte ‘åh, måske jeg skal være mere påpasselig med, hvad jeg laver næste gang’, så jeg lavede nogle andre ting«, fortalte Thurman videre.

Efter ‘Kill Bill’ kunne man se Thurman i remaket af musicalen ‘The Producers’, den romantiske komedie ‘The Accidental Husband’ og senere auteurprojekter som Lars von Triers ‘Nymphomaniac’ og ‘The House that Jack Built’ samt Paul Schraders ‘Oh, Canada’.

Men efter 21 års actionpause er hun tilbage i ‘The Old Guard 2′, som er opfølgeren til Netflix’ rasende populære ‘The Old Guard’ fra 2020. Thurman forklarede også, hvorfor det lige netop var det projekt, som fik hende i gang igen.

Hun var nemlig dybt inspireret af Charlize Theron, der havde hovedrollen i den første ‘The Old Guard’.

»Charlize Theron var bare så episk i den. Så jeg tænkte ‘altså – jeg kan gøre mit for hende i den film, hvor hun ligesom tager genren derhen. Jeg kan vise min støtte, slås mod hende og bekæmpe hende’«, fortalte Thurman om ‘The Old Guard 2’, hvor hun spiller skurken Discord.

Du kan se hele interviewet her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af