Netflix har ramt en guldåre med deres seneste satsninger på stjernespækkede actionfilm. Det beviste streaminggigantens liste over sine 10 mest populære film hidtil og tesen bekræftes nu af tjenestens nyeste spektakel, ‘The Old Guard‘.
Ifølge Netflix er filmen, der har Charlize Theron i hovedrollen, på vej til en flot placering på listen over tjenestens mest sete film. Kun 10 dage efter ‘The Old Guard’ udkom, har filmen allerede sikret sig en top 10-placering, mens Netflix meddeler, at filmen forventes at nå i alt 72 millioner afspilninger inden for sine første fire uger.
‘The Old Guard’ vil dermed opnå en sjetteplads på den samlede liste over de 10 film, der er blevet set flest gange inden for sin første måned på tjenesten. Netflix skriver desuden, at instruktør Gina Prince-Bythewood er den første sorte kvinde til at gøre indtog på top 10-listen.
Som altid skal man tage tallene med et gran salt, da Netflix per automatik tæller alle, der har set to minutter af en film eller serie med i sin statistik. Ikke desto mindre giver listen et godt fingerpeg om, hvad Netflix’ 183 millioner abonnenter finder interessant.