Spinoff-serie af udødelig Jack Nicholson-klassiker på vej

Spinoff-serie af udødelig Jack Nicholson-klassiker på vej
Jack Nicholson i 'Gøgereden'. (Foto: PR)

En spinoffserie til Milos Formans ‘One Flew Over the Cuckoos Nest’ – på dansk bedre kendt som ‘Gøgereden’ – er i støbeskeen.

Filmen fra 1975 med Jack Nicholson i hovedrollen som den kriminelle McMurphy, som bliver indlagt på et psykiatrisk hospital under den gemene Nurse Ratcheds regime, vandt fem Oscars og betragtes stadig i dag som en udødelig klassiker.

Den fik i 2020 en kulørt spinoffserie på Netflix, ‘Ratched’ om sygeplejerskens unge år, men den serie, der nu arbejdes på, virker til at forholde sig mere til loyalt til forlægget.

Serien skal nemlig fortælles gennem øjnene på den indfødte amerikaner Chief, som foregiver at være stum og døv, men som ender med at spille en stor rolle for de indsattes revolution. Ken Keseys bogforlæg bag ‘Gøgereden’ fortælles således også fra Chiefs perspektiv, og Kesey var utilfreds med Formans version, netop fordi den afveg fra udgangspunktet.

Det er producer Paul Zaentz, der ifølge Deadline fortæller i podcasten CK Café, at han har underskrevet en kontrakt med Ken Keseys enke om at lave den kommende serie. Zaentz er nevø til den originale films producer, Saul Zaentz.

»Efter den første sæson vil vi se, hvad der sker med Chief, efter han flygter«, fortæller han.

Det vides endnu ikke, hvor langt projektet er i sin udvikling, men der kommer sandsynligvis til at gå flere år, før serien eventuelt ser dagens lys.

Men i Hollywoods besættelse af IP og spinoffs giver det mening, at man kigger mod en af 70’ernes mest berømte film.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af