’Ratched’: Du finder ikke en mere perverst lækker serie i år
Lad os bare få det slået fast med det samme: Hovedpersonen i ’Ratched’ deler navn med den totalitære oversygeplejerske i Ken Kesey roman ’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’, som Louise Fletcher inkarnerede til satanisk perfektion og en Oscar i Miloš Formans klassiske filmatisering fra 1975. Men derfra er der en verden til forskel fra denne til seriekongen Ryan Murphys seneste højglanspolerede påfund.
For hvor man kunne frygte en forudsigelig freudiansk oprindelseshistorie til skabelsen af kittelmonstret med de blanke øjne, har skaberen bag ’Glee’, ’Pose’, American Crime Story’ og you name it samt den ubeskrevne manuskriptforfatter Evan Romansky udformet deres egen overdådige bastard.
Bastard? Jo, hvor Jack Nicholson som McMurphy og resten af kumpanerne på den lukkede skabte en eksistentialistisk fortælling i 70’ernes ånd om kollektivet mod et tilknappet system, er ’Ratched’ ligesom Murphys fornøjelige ’Hollywood’ en yderst vellavet pastiche over amerikansk films guldalder og Hitchcocks psykoseksuelle overtoner tilsat et anakronistisk queer-perspektiv. Det er et greb med gennemslagskraft. Det smager af syndig thrill med progressive temaer à la Pedro Almodóvar. Ganske indbydende med andre ord.
Året er 1947, da Mildred Ratched (Sarah Paulson) i sin turkise bil kører op langs den amerikanske vestkyst til den lille by Lucia med de 985 indbyggere, hvoraf en stor del befinder sig på det lokale sindssygehospital. Med rigelige mængder manipulation får Ratched indyndet sig hos hospitalslederen Dr. Hanover (Jon Jon Briones).
Hvorfor Ratched så gerne vil arbejde på den fjerntliggende anstalt, er en gåde – som dog hurtigt bliver afsløret. Det har noget at gøre med den bestialske Edmund Tolleson (Finn Wittrock). I seriens intense anslag myrder han en gruppe præster og sendes nu til mentalundersøgelse hos Dr. Hanover.
De første afsnit cementerer Hanover som en gal/genial innovatør, der ikke er bleg for at eksperimentere med lobotomi og knaldkogende hydroterapi for at uddrive ’lesbianisme’, og hvad man ellers anså som afvigende sindsforstyrrelser i seriens samtid. Scenerne er grusomt eksplicitte. Hvis du synes, det lyder grotesk, er det intet imod det sideplot, som introduceres i tredje afsnit med Sharon Stone som luksuriøs velhaver og hendes forkælede søn uden lemmer.
’Ratched’ er indbegrebet af opulent, alt for meget. Det er både seriens styrke og svaghed.
En styrke i dens gennemførte kostume- og setdesign med en brug af komplementærkontraster – især turkis mod nuancer af rød – der skaber en kompositorisk harmoni i hver eneste indstilling. Spændingsopbygning gennem split-screens og brugen af dybde kunne også nævnes. Du finder simpelthen ikke en mere stilfuld serie. Dertil lykkes det overraskende godt Max Quale at genskabe lyden af romantiske drømmerier og urovækkende suspense fra Hitchcock-komponisten Bernard Herrmann.
Seriens svagheder giver sig til kende i for mange konflikter, der bliver skrevet brat ud af historien. Enkelte plottråde og karakterer bliver taget langt ud i campy galskab og tilfældige blodsudgydelser, hvor det havde klædt den at korte et afsnit af og holde fokusset på sin titelkarakter.
Ikke at resten af karaktererne er uinteressante. Som alt andet er cast og karakterer på alle måder overdrevent. Overdrevent godt.
Mange af de mandlige karakterer som Vincent D’Onofrios guvernør og Corey Stoll som detektiv og nabo til Ratched er bevidst karikerede slamberter. Serien tilhører kvinderne. Cynthia Nixon er ofte gribende som guvernørassistent med en seksuel identitet, hun ønsker at bringe frem i lyset. Gode gamle Judy Davis er seriens kraftcenter, hvis rolle som den indledningsvist skånselsløse oversygeplejerske Betsy Bucket bliver mere og mere elskværdig for til slut at smide trumfen »ærlig talt, hvem har brug for dem?« om mandlige læger.
Og så er der Sarah Paulson som Ratched. Hun gør det glimrende som et både gådefuldt, såret og længselsfuldt menneske, der spinder diverse rænker, mens hun processerer sine undertrykte lyster og sin fortrængte fortid over på sine patienter og sin omverden. Som i Hitchcocks ’Vertigo’ kammer det af og til over i sygeligt grønne filtre.
Ryan Murphys Nurse Ratched lever i et helt anderledes filmunivers end det påståede forlæg.
Kort sagt:
Ryan Murphys forhistorie om alletiders sygeplejerske fra helvede kunne for så lige så godt være en del af hans antologiserie ’American Horror Story’. Derfor er der stadig tale om en af de største visuelle lækkerbiskner med nogle af de bedste skuespillerpræstationer, du finder i dette serieår.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.