‘Curb Your Enthusiasm’-skaber Larry David og Barack Obama laver ny HBO-serie sammen

‘Curb Your Enthusiasm’-skaber Larry David og Barack Obama laver ny HBO-serie sammen
Larry David i 'Curb Your Enthusiasm' (Foto: PR)

Det match havde man ikke lige set komme.

‘Curb Your Enthusiasm’-geni Larry David og Barack Obama er gået sammen om at lave en sketch-komedieserie for HBO, skriver Deadline.

Seriens udgangspunkt er, at Barack og Michelle Obama vil fejre USA’s 250-års-jubilæum, men så … ringer Larry David.

Skuespillere fra ‘Curb Your Enthusiasm’ vil dukke op undervejs sammen med »bemærkelsesværdige« gæstestjerner. Larry David og hans ‘Curb’-makker Jeff Schaffer skriver serien – deres første siden afslutningen på ‘Curb’ sidste år – som produceres af det tidligere præsidentpars produktionsselskab Higher Ground.

Barack Obama siger i en officiel udtalelse:

»Jeg har siddet over for nogle af verdens sværeste ledere og har tacklet nogle af vores mest komplekse problemer. Intet har forberedt mig på at arbejde med Larry David«.

David, der som bekendt også var medskaber på ‘Seinfeld’ i sin tid, siger til gengæld:

»Da ‘Curb’ sluttede, fejrede jeg det med en tre-dages skumfest. Efter en voldsom allergisk reaktion på sæbevandet længtes jeg efter at vende tilbage til mit simple liv som biavler, hvor jeg høstede min økologiske honning fra de vilde blomster i min dal. Men en dag forsvandt mine bier på mystisk vis. Så det er med tungt hjerte, at jeg vender tilbage til tv, hvor jeg håber at komme mig over tabet af min elskede bistade«.

Det vides endnu ikke, hvornår duoens nye serie er tiltænkt premiere, men USA’s 250-jubilæum er 4. juli næste år, 2026, og det vil jo være et oplagt tidspunkt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af