Syd For Solen: Greta Thunbergs demo stod i skarp kontrast til Sam Fenders uforpligtende heartland-rock
KONCERT. Egentlig virker Sam Fender ikke som den allermest demonstrative type. »I’m not preaching, I’m just talking«, lyder det for eksempel på ’Crumbling Empire’ fra hans seneste plade. En sang, der utvetydigt cementerer ham som en del af den britiske arbejderklasse.
Han er her ikke for at prædike, men for at vende verdenssituationen over en øl på den lokale pub. Derfor klingede det også lidt hult, da briten inviterede Greta Thunberg og en mindre gruppe af Palæstina-demonstranter på scenen inden koncertens sidste nummer, ’Hypersonic Missiles’ fra 2019.
Jeg må hellere skynde mig at sige, at jeg absolut intet har imod demonstrationer på scenen, men her kastede optrinnet et ærgerligt skær over Fenders musik. Protesten føltes som en øde ø i koncerten og kom til at udstille de manglende modhager i den rimelig medgørlige heartland-rock og Fenders nede-på-jorden-attitude.
Jeg var ellers lige begyndt at forstå hypen. Bandet indtog scenen med en ihærdig spilleglæde, der prægede hele koncerten. Det kan godt være, at Fender mangler noget af den arrede kant, som har gjort forbilledet Bruce Springsteen udødelig, men han er en exceptionel performer med en stor stemme.
Allerede i første nummer blev vi trakteret med en saxofonsolo, som varslede den E Street Band-kanaliserende lyd, der prægede koncerten. Men vi fik også Fenders mere rowdy side med nummeret ’Howdon Aldi Death Queue’, som han introducerede som et »dumt punktrack«.
Ægte beskidt blev ikke, men der var alligevel smæk for skillingen med accelererende guitar, kaotisk farvemylder på skærmene og pyroteknik til sidst.
’People Watching’ fik gang i publikum med sit høje tempo, sine dansante guitarer og sit aldeles ørehængende omkvæd. I ’Spit of You’, som handler om forholdet til faren, blev der skruet helt op for de sentimentale virkemidler med babybilleder i polaroid på storskærmen.
»I can talk to anyone, but I can’t talk to you«, sang Fender og tilføjede en mere rørstrømsk nuance til begrebet farrock.
Det er Sam Fenders uprætentiøse folkelighed, der er hans styrke. Hittet ’Seventeen Going Under’ havde en smittende energi og startede en kæmpe lålå-fest. Det er i de uforpligtende fællesskaber, at hans musik har et fodfæste – og dér, hvor den rammer sit mest ærlige og smittende udtryk.
Kort sagt:
Selvom Greta Thunbergs demonstration stod i skarp kontrast til Sam Fenders uforpligtende heartland-rock på Syd For Solen, leverede han en energisk koncert med folkelig charme, ørehængere og lålå-fest.