Tilbage i slut-halvfemserne kunne ‘Alene hjemme’-stjernen Macaulay Culkin have arbejdet sammen med ingen ringere end Wes Anderson. Det fortæller skuespilleren ifølge Deadline i et nyt interview hos ‘Hot Ones’.
Barnestjernen tog en pause fra den medieombruste skuespilkarriere efter 1994-komedien ‘Richie Rich’, og det var i denne periode, at han modtog manuskriptet til Wes Andersons anden spillefilm, kultperlen ‘Rushmore’.
Culkin fik dog ikke læst manuskriptet og kom derfor aldrig til audition til hovedrollen, som i sidste ende gik til debutanten Jason Schwartzman, der skulle blive en fast Anderson-samarbejdspartner.
»Jeg var faktisk ret god til at læse, jeg slugte manuskripterne, men der var et par stykker, der smuttede igennem. Jeg kan huske, hvordan jeg omkring to år senere, da jeg ryddede op i huset og smed de gamle manuskripter ud, så, at det, jeg ikke havde læst, var ‘Rushmore’«, fortæller Culkin.
»Jeg tænkte: ‘Åh, for pokker.’ Jeg kunne nok godt have lavet den«, siger skuespilleren, der dog også tilføjer, at han ikke kunne forestille sig andre en Schwartzman i den ikoniske highschool-rolle.
»Men samtidig tænkte jeg: ‘Åh mand, den ville have været en fest og en fornøjelse, den der’«.
Culkins næste film efter ‘Richie Rich’ endte med at blive den mindre kendte mørke komedie ‘Party Monster’ fra 2003, og han fortsatte med at neddrosle filmkarrieren.
Senest har han medvirket i ‘American Horror Story’ og ‘The Righteous Gemstones’, og i fremtiden indtager han ifølge Deadline en uspecificeret, fast rolle i anden sæson af sci-fi-hittet ‘Fallout’.
