Taylor Swift er så sandelig produktiv.
Sidste år udgav hun albummet ‘The Tortured Poets Department’ midt i den verdenomspændende The Eras Tour, og allerede nu har hun annonceret sit næste album, skriver Pitchfork.
Popstjernen har netop opdateret sit website, så man nu kan forudbestille hendes 12. studiealbum, der bærer titlen ‘The Life of a Showgirl’.
Swift kom med nyheden som gæst i podcasten ‘New Heights’, som hendes kæreste Travis Kelce og broren Jason Kelce står bag. I seancen fra hjemmestudiet hiver hun sit nye album op af en kuffert. Albumcoveret er dog sløret i videoen (det samme gælder websitet), som hun og ‘New Heights’ har delt på Instagram.
Vi har heller ikke fået en udgivelsesdato for ‘The Life of a Showgirl’. På Swifts website står der, at forudbestilte plader bliver afsendt før 13. oktober 2025, men samme sted understreges det, at dette ikke er udgivelsesdatoen.
Annonceringen kommer godt tre måneder efter, Swift kunne fortælle, at hun har købt rettighederne til alle sine gamle indspilninger tilbage. Inden da var hun som bekendt på en ambitiøs mission om at genindspille alle sine tidligere plader, hvilket senest udmøntede sig i ‘Taylor’s Version’-udgaven af ‘1989’ fra 2023.
Nu fokuserer Taylor Swift øjensynligt på helt ny musik, inden vi længere ude i fremtiden kan se frem til hendes debut som spillefilminstruktør.
