FKA Twigs
At dømme efter hendes sindige udgivelsestempo, har FKA Twigs (tidligere bare Twigs) sine fødder anderledes solidt plantet end den gængse elektroniske musiker. Omgivet af stille marker begyndte den britiske ballerina allerede at skrive sange for over et årti siden, men ikke før sidste sommer udkom de første par numre – som såede hun gådefuldt et par frø, der bare kunne passe sig selv.
Nu er hun ude med sin anden ep, produceret af brooklynske Arca (som var inde over flere af numrene på Kanye Wests ‘Yeezus’), og hvilken skam det ville være, hvis ikke hun blev hængende til at se resultatet vokse. Udgivelsen er nemlig fire funklende produktioner, der tilskynder evig repeat. Deres overordnede sammenhæng og stilmæssige sammenhæng er så gennemarbejdet, at det eneste problem bliver fornemmelsen af at hungre efter mere, når de knap 15 minutter er overstået.
Læs også: Top Track: FKA Twigs ‘Water Me’
»How’s that feel?«, starter Twigs ud, inderligt hviskende og tilsyneladende oprigtig nysgerrig på, hvordan de langsomme beats og hendes lyse støn bedst kan forplante sig. Således indlulles man i et futuristisk r’n’b-univers, domineret af hendes angorabløde stemme og nedbarberede trommespor, der i passende doser brydes af dubbet delay og skæve breaks. Det er sløvt og skrøbeligt, men alligevel lidenskabeligt – som soundtracket til sørgelig farvelsex. Twigs lader til at lide af lige dele tristesse og behagesyge, og det er ikke svært at forestille sig, at hvis James Blake og Lykke Li fik et barn, som de lod passe af Flying Lotus, kunne resultatet meget vel lyde som dette.