Endnu en film med Charli XCX i hovedrollen er på trapperne – se traileren til ’Erupcja’

Endnu en film med Charli XCX i hovedrollen er på trapperne – se traileren til ’Erupcja’
Charli XCX i 'Erupcja'. (Foto: PR)

Charli XCX ligger ikke på den lade side.

Popstjernen er meget snart aktuel med soundtracket til Emerald Fennells ’”Wuthering Heights”’ og er godt i gang med at etablere sig selv som skuespiller med de kommende film ’The Moment’ og ’I Want Your Sex’, der begge har premieret på årets Sundance Film Festival med stor hype til følge.

Nu er der landet en trailer til endnu en film med Charli på rollelisten – en romantisk dramafilm af den amerikanske indie-instruktør Pete Ohs.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Charli spiller hovedkarakteren Bethany, som på en romantisk rejse til Warszawa med kæresten Rob begynder at tvivle på deres relation. Hun søger derfor tilflugt hos sin gamle veninde Nel, som bor i byen.

Traileren indleder ellers med, at Bethany og Rob sidder på en bænk, mens hun forsøger at lære ham nogle polske gloser – blandt andet »jeg elsker dig« – og de efterfølgende slentrer hånd i hånd rundt i de polske gader.

Tonen skifter dog, da Bethany tager hjem til Nel, hvor hun fortæller hende, at Rob planlægger at fri, men at han »ikke får jorden til at ryste«. Til spørgsmålet om, hvad der er galt med Rob, svarer Bethany: »Han er virkelig sød, men nogle gange er sød kedeligt«.

Herefter følger nogle glimt af Bethany og Nel, der danser på en klub med vaskeægte brat-energi.

Nel spilles af den polske skuespiller Lena Góra, mens Rob spilles af Will Madden, som har medvirket i to af Pete Ohs’ tidligere film, ’Jethica’ og ’Love and Work’.

’Erupcja’ har amerikansk biografpremiere 17. april. Den danske premiere er endnu uvis.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af