Selv den største kyniker må overgive sig til Rayes ‘This Music May Contain Hope’
ALBUM. Det må kræve en helt særlig form for vanvid, ambitionsniveau og tro på egne evner, når man som britiske Raye tænker:
»Jeg ringer lige til Hans Zimmer og hører, om ikke han skal orkestrere mit popnummer«.
Efter en bøvlet start på karrieren, hvor kun et meget frimodigt tweet befriede hende fra pladeselskabslimbo, udgav hun i 2023 debutalbummet ’My 21st Century Blues’. Udover at sikre hende håneretten over sit tidligere pladeselskab, tændte albummet ild til hendes karriere med streaminggiganter som ’Escapism’, ’Worth It’ og ’Oscar Winning Tears’.
Succesen blev sidste år fulgt op med den absurd smittende, blæser-poppede ballade ’Where Is My Husband!’, den første single fra hendes nye album, ’This Music May Contain Hope’. I skrivende stund har nummeret over 600 millioner streams på Spotify.
Det ville jo have været let at fortsætte stilen og smide en samling af 10 højenergiske kopier, men Raye er heldigvis Raye og langt mere kompromisløs end det. Det står klart allerede fra albummets første linjer i ’Intro: Girl Under the Grey Cloud’, hvor hun på filmisk manér sætter scenen for sin fortælling:
»Our story begins at 2.27 AM on a rainy night in Paris«.
’This Music May Contain Hope’ er – udover at være en samling stærke sange, der trækker på pop/r’n’b/find-selv-på-flere-genrer – et legende og ambitiøst konceptalbum, hvor vi med årstidernes skiftende karakter som baggrundstæppe tages med på en empowerment-fortælling, der går fra efterårets trøstesløse regnvejr i Paris på den mørke og stemningsfulde ’I Will Overcome’ til sommerens varme og håb på den lyse og stort orkestrerede ’Happier Times Ahead’ i Londons gader.
Undervejs besøger Raye et utal af genreblandinger, temaer og stemninger.
På den geniale ’Beware.. The South London Lover Boy’ saver hun den moderne loverboy over i en blanding af soul og bigband-orkester. ’Winter Woman’ leger med et mere moderne r’n’b-mørke, inden den halvejs brydes af en smuk kombination af violin, spoken word og high-pitch-sang, der skal høres og ikke forklares.
Samarbejdet med Hanz Zimmer markerer vendingen, skiftet mellem vinter og forår, hvor Raye med hjælp fra sine veninder finder den marcherende, episke og symfoniske ’Click Clack Symphony’, de skal bruge for at bryde den ensomme rytme af »eat, sleep, scroll and work«.
Og fra forårets spirende håb ledes vi til sommerens glæde i det familiehyldende gospelnummer ’Joy’, hvor Raye ledsaget af sine søstre stolt proklamerer »I declare I am somebody, say, I declare I am somebody« med en så smittende energi, at det er svært ikke at finde sin indre gospelmamma frem og klappe sig igennem dagen.
Havde det været mange andre end lige netop Raye, der agerede maestro og fortæller på det, der let kunne være endt som en klichéfyldt empowerment-hyldest, ville dette monstrum af et 73 minutter lange album formentlig være druknet i sine egne ambitioner.
Men hele vejen har hun hånd i os med sin overjordiske vokal, musikalske overskud og sit indtagende, charmerende væsen, der kan få selv den største kyniker til at nikke bekræftende, mens Raye lukker ballet med ordene:
»Just hold on to happier times, alright, darling?«.
Preach it, får jeg lyst til at mumle, mens jeg finder min girlsquad-messengertråd frem og glædes over det helt særlige mix af vanvid, ambitionsniveau og tro på egne evner, som er Raye.
Kort sagt:
I et mix af vanvid, tårnhøjt ambitionsniveau og tro på egne evner har Raye med ‘This Music May Contain Hope’ lavet en smittende, poppet empowerment-fortælling, der kan få selv den største kyniker til at tro på det, når hun prædiker, at der nok skal komme »happier times«.