Var Massive Attack i Royal Arena en koncert eller et stykke politisk videokunst?
KONCERT. Inden første nummer havde lydt til Massive Attacks koncert i Royal Arena, var skærmen prydet af en masse forskellige tal. Antal elektriske køretøjer solgt i år. Antal timer Twitch set på et år. Antal stationer i Københavns Metro.
I løbet af koncerten fortalte skærmen os endvidere om både Elon Musks Neuralink, Wagner-gruppen, regimeskifte, hvordan Peter Thiel ikke mener, at frihed og demokrati er kompatible størrelser, og hvordan landegrænser i Afrika og Vestasien er blevet til ved, at en gruppe europæere har tegnet streger uden nogen hensyntagen til befolkningen.
Kun yderst sjældent fik musikerne et tilsvarende spotlight. Musikerne gjorde heller ikke meget ud af at fylde eller komme ud over scenekanten – ikke fordi de ikke var i stand til det, men fordi de overlagt holdt igen. Kun gæstevokalisterne fik lov til at lave fagter, danse eller kigge publikum dybt ind i øjnene. Og så var der lige ét øjeblik under ’Inertia Creeps’, hvor hver akkord på guitaren fik salen til at lyse op.
Sidste gang, Massive Attack var i Danmark, var der også fokus på den politiske videokunst. Der er dog ting, der har ændret sig siden NorthSide 2024, hvor Soundvenue med rette gav topkarakter. Dengang var Trump end ikke blevet genvalgt, og man kunne stadig klynge sig til et håb om, at nogen ville sætte en stopper for Israels krig i Gaza.
Når Massive Attack lod Trump og Netanyahu dukke op på skærmene i 2026, var det ikke nær så rystende, som det var for to år siden. Nyhedsstrømmen har simpelthen været så lammende, at det mest af alt var udmattende, når skærmen under ’Take It There’ kortlagde en ellers skarp analyse af Trumps motivation for at invadere Iran.
Ikke desto mindre var koblingen mellem video og musik i stand til at transcendere. Elizabeth Frasers ømme vokal på ’Song to the Siren’, der blev hevet frem fra hendes This Mortal Coil-repertoire, blev kun mere gribende af at blive koblet til videoer af slaver i Sydsudan. Og ’Safe From Harm’ blev fornemt rekontekstualiseret som en protest mod EU’s handelsaftaler med en stat, der er ansvarlig for et disproportionalt antal af alle verdens drab af nødhjælpsarbejdere og sundhedspersonale – statistikker, skærmene aktivt mindede publikum om.
Når video og lyd gik i ét, var det hårrejsende. Men ofte var skærmene en så ustandselig informationsstrøm, at det blev svært at give sin opmærksomhed til det velspillende band. Bedre blev det ikke af, at lyden godt måtte have været højere, og at der var hele syv (!) gange i løbet af koncerten, hvor al lyden kortvarigt cuttede ved en fejl.
Det var ellers en fryd for ørerne, når et intenst, loopy groove udviklede sig under ’Group Four’, eller når håbefulde synths bredte sig gennem salen under ’Hymn of the Big Wheel’.
Men det føltes som om den kunstneriske hovedprioritet var at få publikum til at reflektere over hele verdenssituationen, og til tider kaldte dette kunstprojekt åbenbart på sange fra uden for Massive Attacks eget katalog. Lødige udgaver af den tidlige k-pop-sang ’Regret of the Times’, Ultravox’ ’Rockwrok’ og gudhjælpemig Aviciis ’Levels’ fandt derfor også vej til sætlisten, uden at de musikalsk passede det store ind.
Det er ikke svært at forstå, at der i mange år florerede rygter om, at Banksy var Massive Attacks Robert Del Naja. Ambitionerne for den politiske kunst er ikke til at tage fejl af. Jeg håber bare ikke, at musikken bliver glemt midt i det hele.
Kort sagt:
Massive Attacks Royal Arena-koncert havde høje ambitioner – især på det plan, der hedder politisk videokunst. Når projektet gik op i en højere enhed, var det uhyre medrivende, men det var ikke altid, at de politisk-kunstneriske visioner og de musikalske visioner talte lige godt sammen.
