Massive Attack skabte noget på NorthSide, der ikke burde være muligt på en festivalscene
Af alle 90’ernes store triphop-pionerer er Massive Attack ældet allerbedst. Måske fordi der hos dem altid er en uhygge, en ondskab, der ligger og ulmer bag den elektroniske lækkerhed, der er triphoppens kendetegn.
‘Inertia Creeps’ hedder én af bandets allerbedste sange, som vi på NorthSide fik en frådende, bister udgave af, og at lytte til Massive Attack er netop følelsen af noget udefinerbart, der langsomt kryber ind på dig.
På NorthSide nøjedes uhyggen og ondskaben dog ikke med at ulme eller krybe. Koncerten var en hårrejsende, ubeskriveligt voldsom audiovisuel totaloplevelse med en hermetisk lukket intensitet, som nærmest ikke burde være mulig at skabe på en festivalscene.
Hvor skal man overhovedet starte?
Jeg kunne begynde med at nævne dreamteamet af vokalister, der ud over den kølige, dybe messen fra bandets faste medlemmer også talte Elizabeth Frazers skrøbelige, glasklare falset, den jamaicanske reggae-sanger Horace Andys vejrbidte melisma og Deborah Millers gospelprægede naturkraft.
De fremragende vokalister var ikke blot akkompagneret af Massive Attacks dystre, støvede beats og tunge, gotiske guitartoner, men også af et spektakulært visuelt bagtæppe, der i Eskelundens dybe mørke var som at stirre ind i en portal til en anden dimension.
Her var tale om en hvirvelvind af visuelle indtryk, som er umulig at beskrive fyldestgørende, men som med fuldt overlæg og på den bedst tænkelige måde nærmede sig politisk agitationspropaganda: Kornede sort-hvid optagelser af marcherende soldater. Hjerteskærende krigsbilleder fra Bosnien, Ukraine og Gaza. Trump, Putin, Stalin, Hitler, Ku Klux Klan og Netanyahu, der inspicerer missiler.
Samtidig kørte Google Translate-oversatte citater i ét væk hen over skærmen. »Den store udskiftning finder allerede sted«. »Covid er et eksperiment i befolkningskontrol«. »Jennifer Anistons eksmand skal skilles«. »#endsuffering«. Koncerten var en destillation af det uophørlige informationsmareridt, vi alle sammen lever i.
Alt dette ville selvfølgelig være lige meget, hvis ikke selve koncerten i sig selv var fantastisk, men det var den.
Bandet spillede med en nøje afstemt balance mellem en hang til episke, tordnende crescendoer og en smagfuld sans for tilbageholdenhed. Højdepunkterne stod i kø.
Som den bjergtagende udgave af ‘Angel’, der konstant voksede i nervesitrende intensiset og ilter inderlighed. Eller den ubeskriveligt dystre, diabolske udgave af ‘Karmacoma’.
Eller som da Elizabeth Frazer pludselig stod på scenen og sang ‘Song to the Siren’, kun akkompagneret af en elektrisk guitar lige så indsmurt i rumklang som festivalpladsen var i mudder. Jeg har aldrig hørt så stille et festivalpublikum, aldrig set så mange tilbageholdte åndedrag eller så mange våde øjne.
Jeg troede ikke at koncerten kunne blive mere gribende, end den var i det øjeblik, men jeg tog fejl. For jeg har stadig gåsehud og en klump i halsen oven på en fuldstændigt overvældende, på én gang storladen og hudløs udgave af ‘Safe From Harm’ – en uendeligt smuk bøn til verdens ledere om ikke at lade politiske slagsmål gå ud over de uskyldige, som her blev dedikeret til det palæstinensiske folk.
Den tyske dramatiker og systemkritiker Bertolt Brecht skrev engang: »In the dark times, will there also be singing? Yes, there will also be singing. About the dark times«. På NorthSide viste Massive Attack, at få ting er smukkere.
Kort sagt:
Massive Attacks NorthSide-koncert var en hårrejsende, ubeskriveligt voldsom totaloplevelse, der ikke burde være mulig på en festivalscene. De havde et klart politisk formål, men også gåsehudsfremkaldende vokalister, overvældende visuals og en enestående sætliste at pakke det ind i.