Pulps gudsbenådede frontmand satte ikke en fod forkert på NorthSide
Hvis jeg skulle lege den sure anmelder, ville jeg nok gøre en større pointe ud af, at da et otte mand højt Pulp torsdag aften indtog NorthSides Astra-scene, var der kun ét medlem, der for alvor gjorde væsen af sig som fysisk performer: Nemlig den frembrusende forsanger Jarvis Cocker.
Til gengæld besad han så også sprælskhed og vitalitet nok til, at der ikke ét øjeblik var grund til at fjerne blikket fra ham.
Resten af bandets primære job blev derfor at soundtracke performeren Cocker, og når dette var arbejdsfordelingen, brillerede alle parter med den opgave, de var blevet tildelt. Emma Smiths violin og Candida Doyles keyboard sørgede fra første øjeblik af åbningsnummeret ‘I Spy’ for, at Cocker kunne gøre en højdramatisk entré.
På samme måde sikrede Mark Webbers kantede riffing, at de mest intense dele af ‘Mis-Shapes’ lød lige så meget af nervevrag, som Cockers hektiske scenetilstedeværelse så ud af det. Og de skæve bastoner samt de kolossale trommer på ‘F.E.E.L.I.N.G.C.A.L.L.E.D.L.O.V.E.’ gjorde, at sangen ledte perfekt op til at blive afsluttet med, at Cocker brød ud i et højintenst skrig.
Scenografien til koncerten var også klart opbygget med Cockers performer-evner for øje, og der var blandt andet en trappe placeret på midten af scenen, som Cocker kunne bestige for at gøre sin i forvejen animerede optræden endnu mere højtragende.
Han brugte den eksempelvis eminent til ‘Sunrise’, hvor han startede med at lægge sig fladt ned helt oppe på toppen, men som nummeret skred frem (og solen på videoskærmen bag ham gradvist stod op), vågnede han til dåd, og til sidst i nummeret var han et ustandseligt dansende bæst. Og han dansede tilmed imponerende godt til tonerne af den højlydte guitarfeedback.
Helt ude ved scenekanten var der placeret monitors, som Cocker også yndede at betræde. Når han stod på tåspidserne derude med en utæmmet ildhu i ansigtet og med en udstrakt hånd i vejret, føltes det, som om én forkert bevægelse ville betyde, at han faldt. Men Cocker satte ikke en fod forkert under hele koncerten.
Det tætteste skulle da lige være, da han forsøgte at snakke dansk til publikum, men til alles forvirring sagde »hvad su?« i stedet for »hvad så?«. Men dette var egentlig en rar påmindelse om, at denne overdådige performer var et menneske som alle os andre.
Han osede af publikumsnærvær. Som indledning til ‘Do You Remember the First Time’ fik han eksempelvis charmeret sig ind på alle de oprindelige Pulp-kendinge ved at spørge, hvem der var der til the first time i Danmark – altså Pumpehuset 11. februar 1996, som han havde sørget for at huske.
Han optrådte med en så bragende storladenhed, at det var som at se en blanding mellem et shakespearsk skuespiltalent, der skulle få alle de største tragiske følelser helt ud til bagrækkerne, og så en popdiva, der skulle pakke alle de fineste små »uh-uh«-lyde ind i kække bevægelser.
Koncerten startede med, at storskærmene varslede, at denne Pulp-genforening blot er et slags ekstranummer. Men hold kæft, hvor var det ekstranummer vildt på NorthSide.
Kort sagt:
Pulp var tilsyneladende fuldt ud bevidste om, hvor gudsbenådet en frontmand Jarvis Cocker er. Hele koncerten var struktureret omkring hans bjergtagende evner som performer, og han satte da heller ikke en fod forkert.