The Smiles NorthSide-koncert var ekstatisk som et vækkelsesmøde
»Don’t think you know me / Don’t think that I am everything you say«.
Sådan lød de to allersidste sætninger, Thom Yorke sang, da The Smile sluttede deres viltre NorthSide-koncert. Ikke med et brag, men med balladen ‘You Know Me!’, en sang så skrøbelig, at den nærmest allerede er faldet fra hinanden i det øjeblik, de første klaverakkorder er slået an.
Ordene var den perfekte opsummering af en koncert, hvor Thom Yorke, guitaristen Jonny Greenwood, perkussionisten Tom Skinner og saxofonisten Robert Stillman viste sig som om muligt endnu mere utilregnelige og enigmatiske, end de gør på de to fremragende plader, som bandet har udgivet siden 2022.
Jeg tror dog ikke, at nogen bilder sig ind, at de ligefrem kender The Smile. Eller at ord kan opsummere alt, de er.
At være publikum til The Smile er som at være et hvidt lagen, der hænger på en tørresnor midt i en tornado af lyd. Man må bare håbe på, at tøjklemmerne holder, og nyde at blive revet og flået rundt i den musikalske malstrøm, hvor jazzens uendelige mulighedsrum møder krautrockens surrealistiske minimalisme og funkens dybe kropslighed.
Og hvor Yorkes mildest talt unikke stemme – et sted mellem Chet Baker og en fløjtekedel – pludseligt karambolerer med hylene fra en bas trakteret med en violinbue og polyrytmiske eksplosioner bag trommesættet.
Et højdepunkt var den endnu uudgivne ‘Don’t Get Me Started’, der begyndte som en vandring over tangenterne på et 70’er-inspireret elklaver, inden sangen blev overtaget af insisterende, nærmest technoagtige rytmer, der ville passe perfekt ind side om side med stroboskoplys og røgmaskiner i en forladt betonbunker.
Hvis altså ikke vi undervejs også lige skulle med på en længere omvej af langstrakte, ambiente klangflader.
De energiske, postpunkede ‘We Don’t Know What Tomorrow Brings’ og ‘You Will Never Work In Television Again’ var ligeledes højdepunkter, der i små, mundrette bider gav publikum den hårdtslående rockmusik, som bandet ellers ikke er rundhåndede med.
Og så var Thom Yorke tilmed sjov, da han efter sidstnævnte tørt bemærkede: »That one’s called ‘You Will Never Work In Television Again’. Just in case you had your hopes up«.
Jeg har aldrig tænkt Thom Yorke som en specielt sjov person – no offense – men der var gennem hele koncerten noget smittende og dybt charmerende ved hans tilstedeværelse på scenen. Klædt i en alt for stor, krøllet skjorte lignede han en hippie, der var trådt direkte ud af et psykedelisk meditationsretræte i 1968, og med den tiltagende skægvækst mindede han mig om den shamanistiske, visionære Allen Ginsberg.
Han bevægede sig ekstatisk på scenen og kommanderede publikums arme i vejret som en prædikant til et vækkelsesmøde i sin helt egen private frikirke, hvor musikkens uregerlige autonomi er den eneste religion.
Min yndlingssang var den ligedes uudgivne ‘Instant Psalm’, der rent faktisk lød som en salme. Vel at mærke en salme sunget over det, der mindede om et udpluk af Lou Reeds ‘Metal Machine Music’.
Det var helt på sin plads. Musikkens veje er som bekendt uransalige.
Kort sagt:
The Smile spillede en vild og surrealistisk NorthSide-koncert, hvor man som publikum blev nødt til blot at overgive sig til den spirituelle ekstase.