Alice In Chains – veloplagte på fortidens meritter

Kan Alice In Chains uden Layne Staley? Det spørgsmål var mere end berettiget, før en udsolgt koncert med et af 90’ernes største grungebands, Alice In Chains. De tilbageværende medlemmer, Jerry Cantrell, Sean Kinney og Mike Inez har sikkert spurgt sig selv om det samme, da den altoverskyggende forsanger Layne Staley efter lang tids stofmisbrug døde i 2002 af en overdosis ‘speedball’ – et mix af heroin og kokain.

Wlliam DuVall fra Comes With The Fall’s har overtaget vokaltjansen. Og han så ud til at være havnet i sit yndlingsband. For den mørke sanger for rundt på scenen, fik publikum til at klappe taktfast fra start til slut og gjorde da også et habilt vokalarbejde. Men Staleys magi har han bare ikke. Hverken i attitude eller stemmemæssigt. DuVall udstråler ikke det smertelige og dragende omdrejningspunkt i kronisk selvhad og dødsangst, som prægede Staley, for hvem hvert skridt var en sejr mod døden.

Men bandet var yderst veloplagte. Lige fra den fem kvarter lange og eksplosive koncert blev sat i gang med ‘Sludge Factory’ til den sluttede med ‘Nuttshell’, ‘Rooster’ og ‘Would’. Samtlige sange blev spillet som på pladerne, men det var nok for et sultent publikum, som fik ekstra rockføde, da dansk rocks ukronede konge Lars Ulrich midtvejs lagde vejen forbi og spillede trommer på ‘Man in the Box’.

Til de af os som oplevede Alice In Chains på toppen i 1993 i KB Hallen må konklusionen alligevel være lige så klar, som den oprindelige bassist Mike Starrs holdning til bandets gendannelse: »Layne er Alice«. Og hvorfor er Alice In Chains så på tur med udelukkende gammelt materiale?